Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Så glad var Anne-Marie Rindom i Mar del Plata i Argentina, da hun vandt VM-guld i ILCA 6. Hun kan dog ikke gå på vandet som Jesus kunne.

Rindom var syg før hun vandt sit 4. VM i ILCA 6 - men mental styrketræning gav hende fordelen

- Det er mit 15. VM, og den erfaring i at skulle tro på sig selv over så mange dage, det gør bare en forskel. Jeg har styr på det mentale, jeg kan holde hovedet koldt og ved, hvornår jeg agerer efter mine følelser eller efter planen, siger 32-årige Anne-Marie Rindom til DR Sporten.

Af Troels Lykke |

VM-guldet er blevet vundet så eftertrykkeligt, siger Anne-Marie Rindom til DR Sporten.

- Det er sindssygt. Det er virkelig dejligt, og det viser også,at jeg er på rette spor. Det har været hårdt arbejde at komme tilbage.

Efter OL-guldet i 2021 holdt Anne-Marie Rindom et års pause fra sejlsporten, men nu, efter et forrygende forløb i de seneste fire måneder, er tingene faldet på plads for den erfarne sejler.

Fået styr på basetræning

I sommer blev hun 'kun' nummer tre ved EM, men det hårde arbejde på formen har virkelig givet afkast.

- Jeg var stolt og glad, da jeg blev nummer tre til EM august, men jeg kan godt mærke, at jeg har prioriteret at lave noget andet også. Nu har jeg fundet en god balance, jeg har fået styr over min basetræning, som jeg har manglet, og som er så vigtig for at komme i form.

- Jeg har haft gode fire måneder i træk, hvor jeg har kunnet træne uden stævner, og det har jeg virkelig haft brug for, siger Anne-Marie Rindom.

Sygdom og en halsbetændelse før VM

Det tegnede ellers ikke til at VM skulle blive så overlegen en triumf, som det viste sig at være, da først Rindom og holdet bag ankom til Argentina.

Både sygdom og en halsbetændelse har gjort sit for at spolere optakten, men så er det heldigt, at man har noget andet.

- Det er mit 15. VM, og den erfaring i at skulle tro på sig selv over så mange dage, det gør bare en forskel. Jeg har styr på det mentale, jeg kan holde hovedet koldt og ved, hvornår jeg agerer efter mine følelser eller efter planen.

- Det er så vigtigt i sejlsport, for her kan man altid komme tilbage efter en fejl. Vi gør et kæmpe stykke arbejde for at træne den slags hver dag, og det giver gevinst, ved at jeg kan stå her før den sidste dag. Det betyder virkelig meget, siger Anne-Marie Rindom.

Rindom eller Munch til OL i Marseille

Den, der klarer sig samlet bedst ved VM og det forestående EM i februar, får nationspladsen.

Anna Munch er i Argentina blevet nummer 14, og derfor skal det gå galt for Rindom ved EM, hvis ikke hun skal sætte sig på pladsen til OL.

Om at vinde sit 4. VM siger Rindom til DR Sporten.

- Jeg ved, hvor meget det kræver. Det er fandme hårdt arbejde i mange timer og år, med hårde prioriteringer undervejs, så det bliver aldrig anderledes at vinde et VM. Det er kæmpestort, især i et OL-år, siger Anne-Marie Rindom.

Kilde. DR Sporten

content-loader
content-loader
content-loader