Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Pro-Safe har gennem tiden leveret en lang række både til Søværnet. Foto: Pro-Safe / Facebook

Pro-Safe til Minbaad.dk: Søværnets kæntrede gummibåd skyldes dårlig bådføring og manglende udstyr

Det er ikke fejl på båden, der i 2021 får Søværnets Pro-740'er til at kæntre. Det understreger Søren West, direktør for Pro-Safe, overfor Minbaad.dk.

Af Sara Sulkjær Hansen |

Det er september 2021. Gummibåden Pro-740 er kæntret. Under båden ligger to besætningsmedlemmer fra Søværnet. Bevidstløse.

Ingen kommer alvorligt til skade ved ulykken, men efterdønningerne er store. Forsvarskommandoen indfører operative begrænsninger for brug af bådene, og Pro-Safe havner i mediernes negative søgelys.

Der er kun ét problem: Havariet skyldes ikke fejl på bådene. Det mener i hvert fald Søren West, grundlægger og direktør hos Pro-Safe:

- Det er forkert. Vores båd var ganske rigtigt involveret i et havari i 2021, men Havarikommissionens undersøgelse viste, at årsagen hertil dels skulle findes i den måde, båden blev ført på, og dels at der kunne have været foretaget nogle tilvalg i udstyret på bådene, forklarer Søren West i en mail til Minbaad.dk.

Pro-Safe: Bådene er testet på fabrik

Det manglende udstyr er ikke som standard monteret på 740-bådene, ligesom det ikke figurerer under de krav, der er opstillet til Søværnets leverandører, herunder Pro-Safe:

- Vores både lever op til alle gældende krav, godkendelser og standarder, og mere end halvtreds styk benyttes fortsat i dag af en lang række forskellige kunder i ind- og udland, herunder det danske Søværn, understreger Søren West og påpeger:

- For fartøjerne til Søværnet er alle leverede både hver eneste gang blevet skriftligt godkendt af FMI (Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, red.), både ved fabrikstest og i forbindelse med levering. Senest har FMI lavet en detaljeret gennemgang og godkendelse på fabrikken den 27.-29. juni 2023 og yderligere opfølgning af to specialister fra FMI 18. og 24. juli 2023.

FMI takker nej til tilbud

Ulykken i 2021 føjer ikke nyt udstyr til Søværnets Pro-740'ere. I stedet ser Forsvarskommandoen sig nødsaget til at begrænse brugen af bådene, som de ikke tør garantere efterlever de krav, der er nødvendige for at udføre Søværnets operationer til søs.

Det er krav, der ellers - ifølge Pro-Safe - kan imødekommes med en ny og større udstyrspakke ombord:

- Det undrer mig, at FMI ikke har draget lære af havariet i 2021. Vi har lavet og fremsendt konkrete produktionstegninger og tilbudt FMI, at der eftermonteres bestemte typer udstyr, eksempelvis en vendeblære samt en modifikation af brændstofinstallationen, forklarer Søren West. 

FMI vælger at afvise tilbuddet - også selvom det er udarbejdet i overensstemmelse med de anbefalinger, som Havarikommissionen efter ulykken har fremsat. Anbefalinger, som FMI dermed ikke vælger at efterleve.

content-loader
content-loader
content-loader