Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Vinderen af Klubudviklingsprisen 2024 bliver kåret på Dansk Sejlunions generalforsamling lørdag den 16. marts i Odense. Foto: Dansk Sejlunion

Mød fem nominerede kandidater til Dansk Sejlunions Klubudviklingspris 2024 og stem

Herunder kan du læse om dette års nominerede kandidater til Dansk Sejlunions Klubudviklingspris. Alle i Sejlerdanmark kan stemme på sin favoritkandidat til og med 1. marts. Afstemningen er vejledende i forhold til priskomitéens endelige beslutning.

Af Troels Lykke |

Dansk Sejlunion præsenterer de nominerede kandidater på deres hjemmeside. Her bringer vi et udsnit af hvad Dansk Sejlunion har skrevet om de frivillige, der kan vinde Dansk Sejlunions Klubudviklingspris. 2024.

Ungdomsleder Marianne Bløcher, Faaborg Sejlklub

I Faaborg Sejlklub er der aktiviteter året rundt for klubbens børn og unge sejlere. Det kan i væsentlig grad tilskrives en kæmpe indsats fra ungdomslederen, Marianne Bløcher, der er den samlende kraft og ofte tager nye initiativer. Med dygtighed, ihærdighed og et smittende smil har Marianne de seneste 7 år stået i front for en sprudlende ungdomsafdeling, som er iblandt de største på landsplan. 

Sejlklubben Bugtens projekt ’Fælleskurs’

Sejlklubben Bugten har beliggenhed i Århus Lystbådehavn, hvor man generelt oplever stor efterspørgsel på bådpladser. Det gælder også for de bådpladser, som Sejlklubben Bugten har til rådighed. Derfor har klubben taget initiativ til at investere i en 34 fods moderne kølbåd, som er velegnet til tursejlads, med 3 kahytter og 6 køjepladser. For at kunne bruge båden tilkøber man et særligt medlemskab som enten ”Skipper” eller ”Gast”, og så har man krav på at kunne sejle mindst 1 uge og 2 weekender pr. år. 

Regelkyndige Søren Badstue

Hvis man er en del af sejlsporten i Køge Bugt, eller hvis man dyrker kapsejlads på nationalt niveau, kender man med stor sandsynlighed Søren Badstue. Listen over Sørens frivillige bidrag til udvikling af sejlsporten er lang. Når der skal oversættes en regelbog fra World Sailing, undervises på DS’ kapsejladslederkurser, udvikles på kapsejladskoncepter, bemandes baner eller dømmes til lokale, regionale, nationale og internationale stævner, står Søren klar. 

Roskilde Sejlklub har valgt tre spor

Klubben har valgt at fokusere på tre spor: 1) At skabe synlig værdi for medlemmerne – både når det gælder klubbens faciliteter og aktiviteter for alle typer sejlere. 2) At række ud til samfundet, hvilket omfatter sejlads med skoleklasser, hvor man sætter den praktiske sejlads og teori i relation til skolefag. Desuden samarbejder Roskilde Sejlklub med Julemærkehjemmet og Roskilde Festival Højskole. 3) Sikre tilgang af nye sejlere ved henholdsvis en meget alsidig ungdomsafdeling med aktiviteter året rundt samt klubbens voksensejlerskole, hvor der er venteliste til begge aktiviteter. 

Flemming Ertebølle Madsen, Lemvig Sejlklub

I Lemvig Sejlklub har man investeret i 2 klubbåde af typen J/70, som benyttes alsidigt i forskellige klubaktiviteter som fx tirsdagskapsejlads, matchrace, vintersejlads i samarbejde med andre klubber, mulighed for kølbådssejlads for klubbens junior- og ungdomssejlere og også sejlsport specifikt for kvinder. Naturligvis deltager klubben også i Sejlsportsligaen, som der arbejdes tæt sammen med i forskellige sammenhænge. Investeringen af J/70ere er ikke mindst en del af et ambitiøst program, hvor man ønsker at henvende sig til gymnasieelever med et særdeles attraktivt tilbud, der strækker sig fra teambuilding for 1. G.-klasser til konkret idræt på B-niveau. 

Deadline for at afgive din stemme på din favorit er d. 1. marts.  Klik her og stem på din favoritkandidat

Proces for udpegning af vinder

Ud fra bruttolisten over indstillede kandidater bliver et antal kandidater nomineret.

Når de nominerede kandidater bliver offentliggjort, kan alle i Sejlerdanmark stemme på en favoritkandidat til og med den 1. marts. Resultatet af afstemningen bliver inddraget, når Dansk Sejlunions priskomité udpeger den endelige vinder.

Priskomité

Dansk Sejlunions priskomité består af:

  • Line Markert, formand i Dansk Sejlunion
  • Michael Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Dansk Sejlunion
  • Thomas Jacobsen, sportschef i Dansk Sejlunion

Offentliggørelse af vinder

Vinderen af Klubudviklingsprisen 2024 bliver kåret på Dansk Sejlunions generalforsamling lørdag den 16. marts.

Om Klubudviklingsprisen

Klubudviklingsprisen tildeles en sejlklub, en gruppe af klubpersoner eller en person i en klub, der har fået flere sejlere på vandet – eller har fået sejlere på vandet i flere timer.

Dansk Sejlunions Klubudviklingspris kom til verden i 2008 i et samarbejde med TORM Fonden.

Indtil 2015 har TORM Fonden og Dansk Sejlunion uddelt henholdsvis TORM Prisen og TORM Ungdomslederprisen. Fra 2015 og frem er de to priser slået sammen til én pris: Klubudviklingsprisen.

content-loader
content-loader
content-loader