Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Den grundstødte båd ved Juelsminde. En forbipasserende båd blev anråbt af personerne ombord på kutteren, og de satte derfor redningsaktionen i gang ved at ringe efter hjælp. Foto: DSRS i Juelsminde

Tre grådlabile sejlere strandet ved Juelsminde efter tre døgn uden mad, vand eller strøm

I denne uge blev de frivillige fra Dansk Søredningsselskabs afdeling i Juelsminde kaldt ud på en dramatisk opgave efter grundstødning. De tre personer fortalte, at de var strandet med båden netop dér i hele tre døgn uden hverken mad, vand eller strøm. Ambulancer ventede i land.

Af Troels Lykke |

Dansk Søredningsselskabs (DSRS) afdeling i Juelsminde blev ringet op af det nationale redningscenter, JRCC, som fortalte, at en kutter var gået på grund i nærheden af Endelave.

En forbipasserende båd blev anråbt af personerne ombord på kutteren, og de satte derfor redningsaktionen i gang ved at ringe efter hjælp.

- Vi fik at vide, at der var tale om en båd på 40-45 fod, fortæller Maiken Kvist, som er stedfortrædende leder for DSRS i Juelsminde, fortæller hun til TV 2 Østjylland.

Ventede en time til vandet steg

Derfor ventede hun og de andre frivillige en times tid, før de sejlede ud til kutteren i håb om, at der ville blive mere højvandet, og at det dermed ville blive nemmere at få den store kutter fri.

Vi kunne se, at der var tre personer ombord, som var både grådlabile og dehydrerede

Men da Maiken Kvist og hendes team kom frem, mødte de et noget andet syn, end de havde regnet med.

- Vi troede blot, der var tale om en grundstødning, men det viste sig at være værre end det. Vi kunne se, at der var tre personer ombord, som var både grådlabile og dehydrerede.fortæller hun til TV 2.

De tre personer fortalte, at de havde ligget stille med båden netop dér i hele tre døgn uden hverken mad, vand eller strøm.

Tilkaldte ambulancer med det samme

Derfor måtte Maiken Kvist og hendes to kollegaer konkludere, at deres opgave gik ud på at få hjulpet de tre personer – og altså ikke at få båden fri.

- Vi kunne se på skibets tilstand og karakteren af grundstødningen, at der var tale om en bugseringsopgave, og det kan vi ikke klare, siger Maiken Kvist.

- Så vi fik de tre personer med i redningsbåden, og fik dem talt til ro.

Derefter ringede hun til JRCC, som viderestillede hende til politiet, og derefter ringede hun 112 og sørgede for, at der ville holde ambulancer klar, når de kom i land med de tre personer.

- Og så gav vi dem noget sodavand og proteinbarer, og de fik varmetæpper på, siger hun.

Kilde. TV 2 Østjylland  - læs også hvad de skriver på Endelave om båden, der tilsyneladende er en kending i området.

content-loader
content-loader
content-loader