Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
En båd skal ikke nødvendigvis være smuk - men den skal være sikker. Her ses en båd i Kastrup. Foto: Troels Lykke

Slidt er ikke altid OK - alger kan få konsekvenser for sikkerheden

- Nogle vælger at løbe en kalkuleret risiko med den generelle sikkerhed, forklarer lystsejlere til Minbaad.dk. Båden behøver ikke nødvendigvis være smuk, men den skal være i en sikkerhedsmæssig forsvarlig forfatning, understreger de.

Af Sara Sulkjær |

En båd skal ikke nødvendigvis være smuk - men den skal være sikker. 

Det slår lystsejlerne Finn Borch Andersen og Jan Mikkelsen fast. At der i flere sammenhænge er en direkte sammenhæng mellem de to begreber er sejlerne dog ikke i tvivl om:

- Et dårligt indtryk af bådens ydre får de fleste til at tvivle på dens indre kvaliteter, at føle sig utrygge. Er den overhovedet sikker at sejle med?, spørger Finn Borch Andersen fra Greve i en mail til Minbaad.dk.

En kalkuleret risiko 

Det er ikke mindst de grønne alger på dækket, som Minbaad.dk forleden omtalte i artiklen ’Sejler efter debat om nedslidte både i havnene: Min båd er ikke smuk, men vi bruger den flittigt – er det OK?’, der får de to sejlere til at rynke brynene:

- Skulle jeg sige noget, så er det om de grønne alger. De kan være glatte, så lad være med at falde i vandet, lyder det fra Jan Mikkelsen.

For Karrebæksminde-sejleren er der ingen tvivl: Er dækket i ringe forfatning, øges chancen for ulykker ombord:

- Jo dårligere stand, jo større fare for at glide og falde overbord. Et dæk belagt med alger udgør altid en fare, når det bliver glat, men nogle vælger at løbe en kalkuleret risiko med den generelle sikkerhed, uddyber Mikkelsen.

Sikkerhed først

Kan sikkerheden vinges af, står der dog, ifølge sejleren, ikke noget i vejen for at lade polermaskinen blive i garagen. Et skinnende fribord må aldrig blive indgangsbilletten til en fastliggerplads i den lokale havn, understreger han:

- Hvordan folk behandler deres både, er vel egentlig deres egen sag. Vi er sejlere og bruger båden på både godt og ondt, men vi vil aldrig være dem, der pudser og polerer hele tiden, afslutter Jan Mikkelsen.

content-loader
content-loader
content-loader