Før sejlskibenes store Fyn Rundt-fest er der bekymring for at flere ældre træskibe går til
- Desværre forsvinder stadig flere af de gamle, bevaringsværdige træskibe, siger stævneleder Jan Jay Brun Jensen. Skibene i denne 42. Fyn Rundt samles i Bogense søndag den 21. juli. Mandag morgen skydes kapsejladsen igang for 55 skibe. Fredericia er første anløb. Målgang i Svendborg.
Midt i glæden over, at årets Fyn Rundt-sejlads samler mere end 50 sejlskibe med 650 medsejlere om bord, udtrykker stævneleder Jan Jay Brun Jensen, Svendborg også en bekymring for fremtidig bevaring af den sejlende kulturarv:
- Tendensen er desværre stigende. Antallet af skibe siver langsomt. De går til. Ligger måske og forfalder i et hjørne af en havn. Det kan være fordi ejerne ikke har økonomi eller kræfter til at holde dem eller måske har mistet interessen. Det er trist, når ophugning så bliver den sidste udvej. De bevaringsværdige brugs-skibe er jo en meget vigtig del af en søfartsnations sejlende kulturarv.
Skibe er vigtige for fremtiden
Fyn Rundt skal i følge stævnelederen også ses som et aktivt bidrag til den nødvendige indsats for at bevare sejlskibene til glæde for mange. Sejladsen synliggør skibene på flotteste vis:
- Vores mange hundrede medsejlere og de tusinder af gæster i havnene vil opleve, at her er noget interessant, smukt og værdifuldt at passe på for fremtiden, siger Jan Jay Brun Jensen.
Formand for Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe, Andrea Gotved, København glæder sig over at se stadig flere unge medsejlere:
- Det er fantastisk. Vi gør, hvad vi kan for at holde på dem. Det er de unge, som skal videreføre det kæmpearbejde, der allerede er lagt. De er en super-resurse at få om bord. På de enkelte skibe håber man at kunne tænde de unges kærlighed til de gamle skibe og måske finde en fremtidig besætning, et medlem af foreningen eller nye frivillige, siger Andrea Gotved.
Samles i Bogense 21. juli
Skibene i denne 42. Fyn Rundt samles i Bogense søndag den 21. juli. Mandag morgen skydes kapsejladsen igang. Fredericia er første anløb. Inden finale og præmiefest i Svendborg fredag den 26. juli er flåden af flotte sejlskibe også blevet festligt modtaget på kajerne i Assens, Haderslev og Faaborg.
Selvom der kæmpes bravt under de fem etaper, er ånden i kapsejladsen venskabelig. Skibene kommer fra fem lande og skydes afsted i klasser.
Blandt de største er tremasterne LOA, Fylla, Northen Grace og Den Store Bjørn. I næststørste klasse sejler bl. a. Nationalmuseets galease, den motorløse Anna Møller samt ketchen Yokun, der sidste år vendte hjem til Strynø efter en jordomsejling.
Til landkrabber med mod på havluft i håret sælger nogle af skibene både endags-ture eller billetter til hele sejladsen.
Sejlskibenes aktuelle sejlads og placering kan følges via www.fyn-rundt.dk