Spækhuggere angriber igen sejlbåd i Gibraltarstrædet - to sejlere reddet
Et tankskib kom søndag to sejlere til undsætning, da et ukendt antal spækhuggere gik til angreb på deres sejlbåd. Båden er efterfølgende sunket.
Historien er ikke ny. Spækhuggere, der - tilsyneladende uden årsag - går til angreb på lystbåde.
En tendens, der igen kom til syne ved weekendens angreb. Det skriver TV 2.
Vand ombord
Her blev en sejlbåd søndag morgen angrebet af flere spækhuggere på sin sejltur gennem Gibraltarstrædet.
Et angreb, der straks fik de to sejlere ombord til at kalde alarm - med god grund.
Vand trængte ind i båden, og de to nødstedte måtte reddes i land af et nærliggende tankskib, oplyser TV 2.
Ingen tegn på hævn
Mens båden efterfølgende sank mod havbunden, er årsagen til de angribende spækhuggere fortsat et mysterie for såvel sejlere som forskere:
- Idéen om hævn er en fantastisk historie, men der er ingen beviser for det, har neuroforsker Lori Marino, præsident for Whale Sanctuary Project, tidligere påpeget overfor BBC.
Kilder: TV 2 og BBC