Gå til hoved-indhold
Tur
Jacob Rosby Løwenstein ombord på familiens Luffe 40. Foto: Familien Løwenstein

10 gode råd fra en ny sejler: Vær ligeværdige, når beslutninger træffes på land og vand

Efter en sæson, der har budt på oplevelser i det meste af Danmark, deler familiefar Jacob Rosby Løwenstein nu sine bedste råd til nye sejlere. Råd, der højner sikkerheden, og som skaber den gode stemning ombord.

Af Sara Sulkjær Hansen |

Hundredvis af sømil har familien Løwenstein skrevet i logbogen efter blot én sæson til søs. 

En sæson, der bød på indledende sejlture nær hjemhavnen i Hou, og som kulminerede med en tre uger lang sommerferie i Luffe 40’eren rundt om Sjælland.

Nu deler 46-årige Jacob Rosby Løwenstein familiens bedste råd med alle de sejlere, der enten drømmer om eller allerede har begivet sig til søs:

1: Træn havnemanøvrer i ydermånederne

- Der er god plads i havnene, hvis I sejler udenfor højsæsonen. Det kan være en hjælp, da det ikke blot er let at finde en ledig plads, men samtidig er muligt at sætte kurs mod de pladser, der er lettest at anduve.

- Senere hen kan I træne de vanskeligere havnemanøvrer, også uden at det store sejlerpublikum kigger med. Det kan tage de værste nerver og gøre oplevelsen mere tryg.

2: Sejl som gast til klubsejladser

- Både jeg selv og min hustru har i nogle år sejlet som gast til vores ugentlige kapsejladser i sejlklubben. Det har både givet os en stor viden og også lagt grobunden for vores lyst til selv at købe en sejlbåd. 

- Som noget nyt har vi kastet os ud i klubsejladserne i vores egen båd. Det giver endnu mere viden og erfaring samt en masse lærerige timer på vandet.

3: Ligeværdige beslutningstagere

-  Fra start har vi aftalt, at vi skal være lige dygtige til at sejle. Det gør det lettere at være ligeværdige, når beslutninger skal træffes på havet, i havnen, eller når båden er på land. 

- For os har det betydet, at vi sammen har deltaget i forskellige kapsejladser. Dermed opnår vi den samme viden og et fællesskab omkring sejladsen, der gør os mere tilbøjelige til at træffe de samme beslutninger, også når situationer spidser til.  

4: Forhold dig til sikkerheden inden afgang

- Hvis der sker dét og dét, hvad gør jeg så? Det er et spørgsmål, der for os er vigtigt at besvare, inden vi tager ud. Det giver en ro i maven at vide, hvordan vi agerer, hvis masten knækker, én falder overbord eller noget tredje.

- Samtidig prioriterer vi altid at undersøge, hvilke nødhavne vi potentielt kan søge imod på vores sejltur fra A til B. Vi ved aldrig, om vi får brug for at søge nødhavn, men opstår behovet, er det en stor hjælp på forhånd at vide, i hvilken retning vi skal sejle.

5: Hav flere backup-systemer ombord

- Navigation i dag er i høj grad bundet op på digitale løsninger. Det er smart, men i kølvandet følger en risiko for, at skærmen går i sort, app’en lukker ned eller lignende.

- Derfor er det vigtigt – også for vores egen følelse af tryghed - at have flere muligheder ombord. På vores båd har vi prioriteret at have tre løsninger, således at vi både har de klassiske plottere, men også mulighed for at navigere via Navionics på telefon og iPad, ligesom vi har enkelte klassiske papirkort ombord.

6: Mærk efter og stå tidligt op

- Skal sejlturen blive en god oplevelse, er det afgørende at stoppe og mærke efter. Vi skal være trygge ved at sejle ud under de givne forhold, og vi må derfor kende vores begrænsninger.

- For os er det en stor hjælp at stå tidligt op om morgenen, da vinden ofte er mere stille i dagens første timer. På den måde får vi en god oplevelse, og vi har samtidig mulighed for at nyde livet i havnen om eftermiddagen. 

7: Sejl de lange stræk med andre

- Det er en tryghed at vide, at der er andre både i nærheden, når vi sejler de længere stræk langt fra land. 

- I princippet behøver vi ikke at følges tæt, men bare dét at vide, at der var andre i nærheden, havde været en tryghed, da vi eksempelvis begav os fra Hou til Sjællands Odde.

8: Invester i aktiviteter til de unge 

- Vores døtre på 15 og 19 år er ikke nær så vilde med sejlerlivet som deres forældre. Det er vigtigt at acceptere, og derfor kan det være en god idé at investere i aktiviteter, der kan højne deres lyst til at være med ombord.

- Vi kan godt lide at have forskelligt ”legetøj” med som SUP-boards, gummibåd og lignende, men det er naturligvis meget individuelt, hvad man foretrækker her.

9: Søg efter langskibsspladser

- For os har det været en stor hjælp at søge mod pladserne langskibs, når vi er ankommet til en ny havn. Det er lettere at gå til end de klassiske pælepladser.

- Samtidig får du også en mere social oplevelse i havnen, når du ligger langskibs. Her er afstanden fra båd til bro lille, så du får naturligt flere snakke med de øvrige sejlere.

10: Ræk ud efter hjælp

- Langt de fleste sejlere er søde, rummelige og hjælper hinanden. Spørg derfor frimodigt om hjælp i havnene eller i klublokalet, hvis du er i tvivl om sejlføring, reparationer eller andet.

- Også i de forskellige Facebookgrupper er der hjælpende hænder. Det er netop det, der gør sejlermiljøet så fantastisk, så udnyt det endelig.

Læs mere om familiens første sejlerferie i artiklen 'Campinglivet kedede Jacob og hustruen - så købte de en Luffe 40 og sejlede på 500 sømil lang sommerferie'

content-loader
content-loader
content-loader