Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Vragdykkere fra Voice of the Ocean har fundet og fotograferet mere end 400 vrag i Østersøen. Det er ikke altid muligt at identificere vraget. Her fandt dykkerne en skibsklokke. der med inskriptionen "GLÜCKSBURG. Anno 1783” fortæller lidt af skibets historie. Foto: Jonas Dahm
Kort Nyt
Lommeure af mærket ’Orbin’ - en urmager i det sene 18 århundrede. Det har været en kostbar last, og et stort tab for de mennesker, der forgæves ventede på at de skulle komme i havn. Fundet om bord på et uidentificeret vrag med tilnavnet ”Porcelænsskibet”. Foto: Jonas Dahm
Kort Nyt
S/S MAIA på Østersøens bund. Havet og fiskenet har indtaget vraget. Sæler er fanget i nettet. S/S MAIA var et tysk dampskib. Foto: Jonas Dahm

Udstilling i Helsingør om Østersøens hundredetusinde skibsvrag, der er fascinerende tidskapsler

Skibe der fra middelalderen til 2. verdenskrig og frem til i dag, er gået ned. Takket være Østersøens særlige miljø er vragene overraskende velbevarede. Det gør vragene til fascinerende tidskapsler - frosset i tid fra det øjeblik skibet gik ned. Ny udstilling på M/S Museet for Søfart.

Af Troels Lykke |

I en ny temaudstilling "Østersøens gåder - ekko fra dybet" kan gæster på M/S Museet for Søfart udforske de fortællinger, der ligger gemt i Østersøens tyste undervandsmuseum. Undersøisk kulturarv, der både rummer spor af den tid, hvor skibet sejlede og de dramatiske minutter før rejsen sluttede.

Vragdykkere fra den svenske stiftelse 'Voice of the Ocean' har sammen med fotografen Jonas Dahm fundet og fotograferet mere end 400 vrag i Østersøen. Spøgelsesskibe der stadig står med navigationsudstyr, redningsbåde eller last fra fortiden - champagne, porcelæn og soldaterbælter.

Hvert vrag er et ekko af en tid og et skib

Udstillingen kæder de dokumentariske undervandsfotografier sammen med marinarkæologiske studier af det danske middelalderkrigsskib GRIBSHUNDEN og tre danske billedkunstneres fortolkninger af Østersøens vragmuseum i værker skabt specielt til udstillingen "Østersøens gåder - ekko fra dybet".

"Hvert vrag er et ekko af en tid og et skib. Vragene bærer gribende og ofte tragiske historier om krig, ulykker eller forlis. De kan også gøre os klogere på fortiden, søfart, verdenshistorien og havet. Og så er der vrag, som vi ikke kan identificere. De forbliver hemmeligheder, og det er netop det gådefulde, der er udgangspunktet for udstillingen. Normalt skaber vi udstillinger for at dele den viden, vi har opnået, men her kan publikum også udfolde deres egen nysgerrighed og fantasere med," siger Sarah Giersing, udstillingschef på M/S Museet for Søfart i Helsingør.

Iscenesat med lys, lyd og dykkerhistoriske genstande

Udstillingen zoomer ind på fund fra vraget af det store danske krigsskib GRIBSHUNDEN. I 1495 sejlede skibet mod Sverige for at demonstrere den kong Hans' overmagt, men undervejs gik skibet i brand og sank til bunds.

Vraget blev først fundet i 1970erne, og siden har et team af forskere bjærget og undersøgt dets genstande - fra eksotiske krydderier i kongens spisekammer til skibets militære udrustning.

Museet har bedt tre danske billedkunstnere om at skabe nye værker med udgangspunkt i udstillingen. Arkitekt og billedkunstner Amanda Betz har fundet fortællinger, der binder de menneskelige dramaer sammen med spørgsmål om havklima, og omsætter det i skrøbelig installationskunst af papir.

Tegneren Emil Landgreen har skabt en 50 m2 stor fantasy- version af det skrækindjagende middelalderskib GRIBSHUNDEN.

Fotografen Stig Stasig har bearbejdet sonar-billeder af Østersøens havbund, hvor skyggelignende aftegninger af vrag til poetiske abstraktioner. Udstillingen er iscenesat med lys, lyd og dykkerhistoriske genstande fra museets samlinger.

"Østersøens gåder - ekko fra dybet" åbner for publikum 15. november. Kan ses frem til november 2025. Udstillingen er støttet af Dampskibsselskabet NORDEN A/S // D/S Orient’s Fond og Augustinus Fonden..

content-loader
content-loader
content-loader