Alison og John: Havne der lukker, tidevand og kystperler men det Irske Hav er svært

I området lærte vi hurtigt, at det er helt afgørende at kende tidevandet, time det rigtige, og undersøge de forskellige havne på forhånd. I nogle havne har de porte, som lukker havnen af for at holde på vandet, og derfor kan du kun komme ind i et bestemt tidsrum.

Andre steder har de sluser, og andre igen er tørhavne, hvor alt vandet forsvinder ved lavvande. Så i dette farvand er det bedste råd nok: forberedelse, forberedelse, og forberedelse.

Velkommen til det Irske hav

Fra Crinan kanalen havde vi nogle fine og relativt rolige sejlture. Vi sejlede til Tarbert og derfra til Troon. Vi var for alvor begyndt at vænne os til at sejle med tidevandet. Hvilket fylder utrolig meget af sejlads-planlægningen her, hvor vandstanden kan skifte med op til 6 meter.

Generelt skal man prøve at time det, så man kan komme ud af havnen med vand nok under kølen, eller så det passer med havnens porte/sluser. Derefter skal man time det, så man har medstrøm så vidt muligt på turen, og sidst med ikke mindst, skal det også passe med ankomsthavnens indsejling. De første steder vi ankom til, var gravet ud og med flydebroer, hvilket gjorde det væsentligt nemmere - så skulle der kun regnes for strøm og ikke for dybe. Og med flydebroerne, behøver man heller ikke bekymre sig om fortøjningerne bliver for stramme. Det var altså indtil næste havn vi ankom til, Portpatrick.

Fortøjret til fast mole med 3 meters tidevand i Portpatrick

Turen til Portpatrick var kort. Vi smed fortøjningerne om eftermiddagen og regnede med at ankomme senere samme aften. Det gjorde vi også. Men turen var langt mere hård, end vi havde regnet med. Bølgerne kom brasende med korte mellemrum, og selvom de ikke var så høje, fik de båden til at rulle hele vejen, i voldsomme ryk.

På grund af tidevandet kom bølgerne fra øst, mens vinden kom fra vest. “wind over tide", som de kalder det på engelsk, hvilket aldrig er en god kombination. Når vinden og tidevandet går i hver sin retning, giver det urolig sø, som er ubehagelig at sejle i.

Men vi ankom heldigvis fint til Portpatrick, på trods af bølgerne og den lidt smalle indsejling til havnen. Portpatrick er en smuk, idyllisk lille by omringet af klipper og hav - en virkelig autentisk skotsk by. Men vi havde dog ét problem. Vi lå fortøjret til en fast mole, i en havn med 3 meters tidevand.

Så hvordan sikre man, at fortøjninger henover natten ikke bliver så stramme at båden begynder at tilte, men samtidig heller ikke er så løse, at man driver rundt ved molen?

Vi vidste det ikke. Og der var ingen andre sejlere, og ingen havnefoged at spørge. Så vi fortøjrede efter bedste evne, og satte så en alarm for at tjekke fortøjningerne hver 2 time henover natten. På trods af ikke at have sovet ret meget, satte vi dagen efter kurs mod Peel på Isle of Man. Vi havde nogle dage med godt vejr, så det var bare med at udnytte det.

Isle of Man – pas på med ikke at blive “låst ude” af havnen

Isle of Man er en lille men hyggelig ø. Det er et selvstyre under den britiske krone, og har sit eget flag. Mange havde anbefalet os at besøge byen Peel - og det er helt klart et stop værd! Det er en skøn lille by, med en gammel borg ved kysten, smukke små gader, spændende historier fra vikingetiden og en dejlig strand.

Men man skal planlægge sin ankomst til havnen rigtigt. Peel har nemlig en stor port ved indsejlingen til havnen, som lukker vandet i havnen inde, og på den måde sikrer en bestemt vandstand uafhængigt af tidevandet.

Men det betyder også, at du kun kan sejle ind 2 timer før og 2 timer efter højvande. Så det er vigtigt ikke at komme for sent, da man ellers kan risikere at blive “låst ude” af havnen. Heldigvis betyder portene også, at du ikke skal bekymre dig om tidevandet, så snart du er i havnen.

Efter en enkelt nat på Isle of Man gik turen videre til Wales. Vi lavede et kort stop i Holyhead, og stak derefter snuden mod Pwllheli, som skulle vise sig at blive en spændende tur.

The Devil’s Ridge og natsejlads i Wales

På vejen til Pwllheli ligger et område med undervandsskær, der bliver kaldt “The Devil’s Ridge” efterfulgt af “The Devil’s tail”. Navnene burde have været advarsel nok. Men vi havde fint vejr, små blide bølger, og god vind. Så vi tog chancen, og sejlede gennem passagen ved “The Devil’s ridge” dog uden at sejle ind i selve området med undervandsskær.

Men det skulle vi ikke have gjort. Som ud af ingenting, stod der pludselig store bølger lige imod os, som skyllede indover båden, og vi fik en ordentlig gyngetur. Uanset hvor vi kiggede hen, så vi bølger med hvide toppe - endnu værre inde ved “The Devil’s rigde”. Så der var ikke andet for, end at fortsætte igennem passagen. Det stod kun på i ca. 30 min., så var vi på den anden side af bølgerne og begge skær. Vi var begge gennemblødte og kolde efter gyngeturen, og så bare frem til at komme i havn, og få et godt hvil. Vi ankom fint til Pwllheli og brugte et par dage her, inden vi satte kursen sydpå igen.

Denne gang gik turen til Milford Haven i Wales. Milford Haven var nærmest vores eneste mulighed for en beskyttet havn med vand nok indenfor en overkommelig rækkevidde. Men mellem os og den lå en sejltur på 18 timer. For at have vand nok under kølen til at sejle ud af Pwllheli havn og samtidig komme igennem slusen til Milford Haven havn, måtte vi sejle kl. 02.00 om natten.

På den måde ville vi have ca. 20 cm vand under kølen, og medstrøm ud af havnen. Det var en spændende tur ud af havnen i mørke. Vi fulgte bøjerne og havde konstant øjne på dybdemåleren for at sikre, at der var vand nok. Det var lidt nervepirrende, men vi kom heldigvis godt ud af havnen. Alt i alt var det en lang, mørk og kold tur til Milford Haven, præget af bølger og søsyge.

Der blev ikke spist meget andet end frugt og TUC kiks, de 18 timer vi sejlede. Så vi var glade, men trætte, da vi nåede frem. Vi ankom lidt tidligere end forventet, og fortøjrede derfor op ved en “ventebro” foran slusen til havnen. Der gik dog ikke mere end 10 min. inden vi blev guidet ind gennem slusen, og fik en fin plads tæt ved byen. Her blev vi et par dage inden vi satte kurs mod Cornwall i det sydlige England.

Rundt om Lands End og sidste stop i England

Efter vores mange møder med stærke tidevandsstrømme og uforudsete bølger ved de forskellige næs og små passager - især passagen ved “The Devil’s Ridge” - var vi ret nervøse for at skulle rundt om Land’s End ved Sydengland. Alle strømtabeller og app’s pegede på en rolig tur, men vi valgte alligevel at være godt forberedt denne gang. “Klogere af forskrækkelse”, kan man måske kalde det. Det var dog fuldstændig unødvendigt. For vi havde den roligste tur rundt om smukke Lands End - måske den mest afslappende, siden vi havde forladt Crinan kanalen.

Siden Skotland havde vandet skiftet farve fra blå-grønt til en slags turkis. Vi havde solskin, rolige blide bølger, og ingen overraskelser på turen. En ægte drømmetur. Vi smed vores fortøjninger i Padstowe inden vi satte kurs mod vores sidste stop i England, nemlig Penzance.

Penzance er et roligt og idyllisk sted. Vejret er lunere end højere oppe nordpå, og der er masser af strand, promenader og en smuk udsigt til øen Saint Michael’s Mount, som man kun kan gå over til ved lavvande. Alt i alt et perfekt sted at afslutte vores tur i Storbritannien, inden vi sejlede over den Engelske Kanal, og til Brest i Frankrig.