Gå til hoved-indhold
Havne
Både danske og tyske lystsejlere lægger vejen forbi Gjøl Havn. Foto: Jammerbugt Kommune

Sommerhavne: I Gjøl har havnefogeden tid til at snakke om vind og vejr

Havnefogeden kommer cyklende rundt i Limfjordshavnen, der i sommerperioden summer af liv fra danske og tyske gæstesejlere. Slæbestedet er desuden optimalt for trailerbåde, forklarer maskinarbejder, Kurt Klitgaard Kristensen.

Af Sara Sulkjær Hansen |

Minbaad.dk finder sejlernes yndlingshavne. Denne gang rettes stævnen mod Gjøl, hvorfra 43-årige Kurt Klitgaard Kristensen ynder at søsætte sin jolle, når han selv og kæresten drager på sejltur.

Hvilken havn er din absolutte favorit på sommertogtet?

- Som barn blev jeg slæbt med ned på Gjøl Havn af min far. Siden er jeg selv kommet til at holde meget af havnen, hvis personale er utroligt hjælpsomt. 

- Hvis du forestiller dig sådan et sted, hvor havnefogeden kommer kørende sin på cykel og bruger en halv time på at snakke om vind og vejr... Sådan er Gjøl. Samtidig er faciliteterne rigtig fede. Særligt slæbestedet er super godt, hvilket er vigtigt for os med trailerbåde.

Hvad gør denne havn speciel sammenlignet med andre danske sommerhavne?

- Atmosfæren. Her føler man sig velkommen, ikke mindst grundet havnefogeden, der er med til at skabe den gode stemning, som også sættes i sejlerstuen og ved kroen lige ved siden af. 

- Det betyder, at du kun 100 meter fra båden kan få dine pomfritter, din burger eller andet fra menukortet. Der er måske ikke mange spisesteder at vælge imellem, men til gengæld har du en helt anden stemning end i nabobyen Aalborg, hvor havnene er kæmpe store. Vi nyder den fred, ro og stilhed, der hersker i Gjøl. 

Hvilke seværdigheder skal man besøge, når man ligger i Gjøl?

- Gjøl-trolden, de kendte trolde med strithår, kommer vi naturligvis ikke udenom. De står over det hele i store versioner og fylder generelt meget i den lille havneby, der byder på en Brugs, en kro og en havnecafé med is, pomfritter og pølser.

- På havnen er der desuden både legeplads og krabbebasin til børnene, hvorfor der altid er masser liv på havnen. Min oplevelse er, at forældrene er utroligt gode til at holde øje med børnene, hvilket er med til at skabe en harmonisk havn. Det er ikke et sted med masser af larm, men heller ikke et sted, hvor børn ikke har lov at lege og ha’ det sjovt.

Hvis noget skulle forbedres i Gjøl Havn, hvad skulle det da være?

- I havnen er ganske enkelt for få pladser, så efter min mening burde den gøres større. For fastliggere er der fem-otte års ventetid på en bådplads, og i sommermånederne er havnen ofte og tit fyldt af gæstesejlere.

- Selvom vi som sejlere hilser på hinanden, oplever vi også her i Gjøl, hvordan flere sejlere ikke synes om os motorbådssejlere. Det er måske hårdt sagt, men vi oplever et skel og snakker derfor oftest med de andre i motorbåd.

Hvordan vil du generelt beskrive de danske havne?

- Niveauet er meget svingende. Som sejler med trailerbåd har vi besøgt mange havne, hvor slæbestedet enten har været svært at komme til, eller hvor det har kostet spidsen af en jetjæger. 

- Enkelte gange har vi måttet give et par hundrede kroner. En hundredkroneseddel for at sætte båden i vandet er fair nok, men det andet er ganske enkelt for meget. Heldigvis er min oplevelse dog, at de fleste havne arbejder med nogenlunde fair priser.

Om Gjøl Havn:

Havnepladser: 145 fastliggerpladser 

Faciliteter: Toilet, bad, el, vaskemaskine og tørretumbler m.v.

Havnetakst: 180,00 kr. (for gæstebåde)

Hjemmeside: www.jammerbugt.dk

content-loader
content-loader
content-loader