Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Holdet bag RenBåd. Fra venstre ses serieiværksætter Martin Buch Thorborg, stifterne Alexander Mortensen og Tobias Neubert Soloy samt investor Morten Larsen. Foto: RenBåd

RenBåd har vind i sejlene: 4.000 kvadratmeter stor hal i Svendborg skal give flere kunder på Fyn og i Jylland

Efter at have halet en investering på en million kroner i land i DR-programmet Løvens Hule sætter RenBåd nu kurs mod Svendborg. Den nyskabende virksomhed overtager lejemålet af den 4.000 kvadratmeter store bådopbevaringshal i Svendborg fra P.S. - Gnisten Marine.

Af Sara Sulkjær Hansen |

En 4.000 kvadratmeter stor bådopbevaringshal i Svendborg overlades til nye kræfter. Kræfter, der findes i RenBåd, som overtager lejemålet fra P.S. - Gnisten Marine, der i godt 30 år har værnet om den store hal.

Overtagelsen finder officielt sted den 1. juli, hvor RenBåd ikke blot får glæde af de store lokaler, men også af hallens kraner, gaffeltrucks og de muligheder for vinteropbevaringsaftaler, der er tilknyttet de forskellige bådejere.

Hallen huser nemlig omkring 100 store både om vinteren, som fremover kan nyde godt af RenBåds services. Services, der er en central del af RenBåds nye koncept, der udover vinteropbevaring består af bundrengøring og -behandling, polering, forsikringsskader og motorservice på både over alt i landet. 

Virksomheden har siden etableringen i 2020 haft så stor succes med sit fast-pris-koncept, at det er lykkes at få serieiværksætter Martin Buch Thorborg, medstifter af Dinero David Andersen og senest investor Morten Larsen med ombord - sidstnævnte med en investering på én million kroner i dette års udgave af Løvens Hule. 

En plan siden Løvens Hule

Formålet med investeringerne er at give RenBåd yderligere vind i sejlene, da en fysisk lokation på Fyn eller i Jylland har ligget i kortene siden deltagelsen i Løvens Hule.

Med overtagelsen af bådopbevaringshallen i Svendborg realiseres denne del af vækstplanen, og RenBåd kan herefter tilbyde opbevaring samt båd- og motorservice i både Ishøj og Svendborg:

- Vi er meget glade for at have indgået denne aftale med P.S. – Gnisten Marine. Alle kender Michael ”Gnist” Christensen, og hvad han står for, og vi er stolte over, at han har valgt os til at føre hallen videre. Vi har længe haft et ønske om at etablere os på Fyn, hvor vi har mange kunder, og hvorfra vi nemmere kan betjene vores kunder i Jylland og selvfølgelig også på Fyn. 

- Vi har folk, der kører fra Ishøj til Fyn og Jylland alle ugens dage for at servicere både. Med den attraktive beliggenhed i Svendborg får vi et perfekt udgangspunkt for at varetage disse opgaver mere effektivt, siger stifter af RenBåd, Alexander Mortensen, i en pressemeddelelse.

Center for Fyn og Jylland

Den nye lokation i Svendborg skal med andre ord gøre det lettere for såvel medarbejdere som bådejere, når RenBåds servicebiler kaldes ud på havne i hele landet:

- I første omgang har vi fuldt fokus på at servicere de både, der allerede er aftaler med i hallen, men der er plads til flere, forklarer Alexander Mortensen og uddyber:

- Planen er at udvide med flere aftaler og at etablere en afdeling med medarbejdere, som kan varetage vores fynske og jyske aktiviteter.

Nye vinde i branchen

Michael ”Gnist” Christensen har fra sidelinjen fulgt RenBåds udvikling og er sikker på, at han har fundet den rette arvtager til opbevaringshallen. 

- I min optik har RenBåd fat i noget af det rigtige. De kommer med et nyt servicekoncept, som fjerner meget af det arbejde, der følger med, når man er bådejer. Der er meget arbejde forbundet med at vedligeholde og klargøre en båd, og markedet for disse services er ret uigennemskueligt. 

- Jeg tror, at der blæser nye vinde i branchen, og RenBåd står efter min mening for det nye. Efter 30 år i bådbranchen er jeg klar til et generationsskifte af denne del, og jeg er glad for at give stafetten videre til Alexander og hans team, fastslår Michael ”Gnist” Christensen.

Den populære sejler fortsætter i bådbranchen, da han forsat vil drive Marineshoppen på Svendborg Havn videre og ikke mindst stå for udlejning af bådpladser i Thurøbund Marina. Derudover vil han øge fokusset på kommisionssalg af brugte både.

Opbevaring hos RenBåd

RenBåd opbevarede sidste år 100 både på Sjælland og får nu yderligere 100 både under vingerne i Svendborg.

Forventningen er at tegne aftaler om yderligere 100 både på Sjælland i år, så det samlede antal både på vinteropbevaring runder 300.

Læs mere om RenBåd her.

content-loader
content-loader
content-loader