Sejlere på vej mod Litauen sendte May-Day ved Dueodde - båden står nu på bunden med kun masten fri
Nexø Redningsstation måtte i denne uge på vandet ud for Dueodde for at redde to sejlere fra deres synkende båd. Bådfører Stig Rasmussen, der var en del af redningsaktionen, fortæller her, hvad der skete, efter at de pludselig hørte et nødsignal, som straks fik dem i bådene.
Et Mayday-signal fra et sejlskib ud for Dueodde fik Nexø Redningsstation i bådene for at komme skibet i havsnød til undsætning.
Stig Rasmussen, der har været bådfører ved Nexø Redningsstation siden 1989, fortæller her om den redningsaktion, der endte godt for de to sejlere, men skidt for båden 'Vitamin', der nu står på bunden ud for Dueodde med kun masten oven vande.
- Vi fik jo et udkald. Vi fandt selv ud af, at der var en båd, der var i nød, fordi vi hørte, at der blev kaldt Mayday på Kanal 16. Så derfor var vi faktisk i gang, før vi blev kontaktet af JRCC, forklarer Stig Rasmussen til TV 2/Bornholm kort efter redningsaktionen. (se video-interview og video med bådens mastetop)
- Efterhånden som vi kommer ud til området, så finder vi ud af, at det er ikke en båd, der ligger til søs. Det er en båd, der står på grund.
- Båden er en mindre sejlbåd. Vi har ikke så meget information om den. Så vidt jeg har forstået, så hedder den 'Vitamin', og at den skulle være hentet fra Norge, og at den skulle sejles til Litauen. Det er det, jeg ved. Og så ved vi, at der var to personer ombord. Og så kan man jo også regne ud, at de er kommet for tæt på land på en eller anden måde, der når de har skullet sejle rundt om Bornholm.
Båd tippet om på den ene side
Nexø Redningsstation sendte begge sine redningsfartøjer på vandet for at bistå den nødstedte båd ud for Dueodde.
- Det var selvfølgelig en alvorlig situation med båden, der var tippet over på den ene side, fordi den var sejlet på grund. Og der var vand i båden. Så selvfølgelig har der været noget panik, og det er også derfor, de kalder på hjælp på Kanal 16.
Redningsteamet fra Nexø havde en formodning om, at de måske kunne få båden fri af grund, men det kunne de ikke, båden var fuld af vand.
- Vi kommer ud til dem meget hurtigt med den lille redningsbåd. De sejler så op på siden af den og tager de to mænd ombord på deres redningsbåd. Og så ligger de standby et stykke tid, til vi kommer derud, for vi skulle lige cleare det med JRCC, hvad vi skal gøre. Om vi skal gøre et forsøg på at trække båden fri. Og så i samarbejde med politiet, som også var derude på det tidspunkt med deres nye båd ved en tilfældighed. Så bliver vi enige om, at vi gør et forsøg på at trække båden fri (hvilket ikke lykkedes, red., forklarer Stig Rasmussen.
Kilde. TV 2 Bornholm