Godt det ikke er mig, siger Malene Wilken, der anmelder bogen 'For meget og for vildt'

Sidse fra Holbæk har i sin debutbog beskrevet hvordan hun fik ideen til, og gennemførte nogle vilde solo sejladser rundt i Østersøen, blandt andet om vinteren, og til Færøerne via Norge og Shetlandsøerne om sommeren.

Men For meget og for vildt er meget mere end en sejlerhistorie. Det er en beskrivelse af hvordan hun udforsker sin egen psyke, og møder sig selv derude hvor energien for længst er brugt op, og udmattelsen fylder alt i kroppen, også helt ud i det yderste af de forfrosne fingerspidser.

Det er også en beskrivelse af mødet med mennesker, der har helt andre livsbetingelser end dem vi danskere er blevet forvendte med at tage for givet. Det er en beskrivelse af hvordan man bliver klogere for hver udfordring der bliver løst, og om hvor fornuftigt det er at turde bede om hjælp.

For vildt til mig
Sidses eventyr er nok for meget og for vildt for de fleste, men selvom hendes præferencer som sejler ligger langt fra det jeg elsker ved at være på vandet, synes jeg det er spændende at høre om. Jeg er nemlig så heldig at have hørt Sidses foredrag, og have talt med hende på havnen i Holbæk, hvor vi begge bor på vores både.

Jeg er selv for social til at sejle alene, og kunne aldrig drømme om at sejle ud i hverken hårdt eller meget koldt vejr. Alligevel er det en oplevelse at læse om hendes sejladser, selvom de på mange måder ligger langt fra det jeg elsker ved at være på vandet.

Det er sjovt at blive mindet om, hvor forskelligt det er, hvad vi som sejlere orker. For nogle år siden blev jeg betaget af modet til at tage på langtur i Stillehavet midt under studierne, som Camille Aulkjær Andersen har beskrevet i bogen Land i sigte.

Jeg fulgte ivrigt Hannelore Dörners sejlads med mand og børn, som man kan læse om i bogen I samme båd. Jeg blev imponeret over hvordan Rikke Stenbøg hjemmeunderviste sine børn, som hun blandt andet skriver om i bogen Et år for egne sejl, og beundrede Cille Rosentoft, der blandt andet gennemførte en graviditet og fødte undervejs på det eventyr man kan læse om i Tiden tæller for bare at nævne nogle af de vilde sejlerhistorier, der er startet herhjemme.

Selv synes jeg ikke altid det var så stor en bedrift at sejle til Middelhavet og retur dengang vores børn var 2 og 5 år, som nogle af dem jeg møder gør - for det orkede vi. Jeg synes det er fascinerende at høre om hvad andre sejlere synes er spændende, og at det er inspirerende at lære af de eventyr de orker at kaste sig ud i.

Hudløst ærlig bog med smukke billeder
Sidses bog er heller ikke bare en sejladsbeskrivelse, der fortæller om smukke, strabadserende sømil, sejlet fra et sted i verden til et andet. Det er også en beretning om hvordan en spirende drøm bliver til en inspirerende virkelighed.

Det er en hudløst ærlig fortælling om hårde sejladser, uforudsete udfordringer, og masser af selvransagelse. Sammen med Sidse har jeg gyset, når noget er gået galt, og glædet mig når endnu en udfordring blev løst.

For selvom bogen blev læst hjemme i dækshuset, har det føltes som om jeg selv var med ombord på Anori, som hendes B31 fra 1976 hedder. Jeg har bøjet mig i støvet, når hun med et ukueligt gå-på-mod gik i gang med at undersøge hvorfor båden tog vand ind, løste motorproblemer på åbent hav, reparerede løjgangen, eller monterede en pumpe til dieselfyret, for bare at nævne nogle af de ting der bliver beskrevet på bogens små 300 sider.

Det bliver spændende at høre om de eventyr der venter Sidse og hendes nye båd – og alle os der følger med i hendes båd liv hjemme fra sofaen. Sisi_atsea har over 21.000 følgere på Instagram. Det er også sejt! 

God vinterlæsning

Malene Wilken