Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
På uddannelsen får du lov at træne i traditionelle joller. Foto: Vikingeskibsmuseet i Roskilde / Facebook

Bliv ekspert i traditionel sejlads og friluftsliv med kystvejlederuddannelsen

Drømmer du om at gøre livet ved vandet til din levevej? Vikingeskibsmuseet uddannelse til kystvejleder hjælper dig på vej med moduler i bådføring, sejlads og friluftsliv. Tilmeldingsfrist fredag den 1. marts.

Af Sara Sulkjær Hansen |

Vikingeskibe og andre traditionelle danske fartøjer af træ pryder de danske fjorde, sunde og bælter. Fartøjerne er sjove at sejle i, og de rummer interessante fortællinger om den maritime fortid, hvor bådene var levevej for mennesker langs kysterne.

Med en kystvejleruddannelse kan du hoppe med ombord. Her lærer du at ro, fiske og sejle ud i det blå i de traditionelle åbne træbåde:

- Du behøver ikke at kunne sejle for at tage uddannelsen, men du skal have mod på eventyr langs de danske kyster, understreger Vikingeskibsmuseet, der udbyder uddannelsen, på deres hjemmeside.

Et liv i balance

Det er ikke kun evner til at føre en båd og til at vejlede andre til oplevelser på vandet, der følger i kølvandet på uddannelsen.

Også inspiration fra en tid, hvor sejlerne var dybt afhængige af deres fisketure på de danske fjorde, er en del af pakken: 

- Jeg tænker ikke, at vi alle skal til at sejle smakkejoller. Men jeg tror, at det hverdagsliv, der på mange måder blev levet i balance med naturen omkring de traditionelle både, kan inspirere kommende generationer til at leve mere bæredygtigt, lyder det fra Jakob Haahr, der er studieleder og underviser ved kystvejlederuddannelsen på Vikingeskibsmuseet, på museets Facebookside.

Praktisk træning i Vikingeskibsmuseets både

Med på CV'et får kursisterne uddannelsen til bådfører, instruktør og vejleder i sejlads- og kystfriluftsliv, og den studerende får således både formelle og reelle sejl- og formidlingskompetencer.

- Efter gennemført kursusforløb har den nyuddannede vejleder fuld kompetence til at undervise i sejlads- og kystfriluftsliv på højskoler, efterskoler, museer og pædagogiske institutioner, understreger Vikingeskibsmuseet.

Uddannelsen er bygget op omkring seks kurser af 3-4 dages varighed. Kurserne er placeret i forlængede weekender. Den studerende skal desuden afsætte tid til træning og praktik, hvilket blandt andet er muligt at gøre i Vikingeskibsmuseets traditionelle både.

Kystvejlederuddannelsen er tilrettelagt for lærere, pædagoger, naturvejledere, fritidsledere og museumsformidlere, der arbejder professionelt med friluftsliv - eller ønsker sig at komme til det.

Uddannelsen foregår primært på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, men der er også ture og ekskursioner til Strynø, Holbæk og Roskilde fjord.

Den klinkbyggede åbne båd - tradition, brug og vedligehold (5.900 kr.):
Fredag den 5. til søndag den 7. april 2024

Bådførerkursus (6.500 kr.):
Torsdag den 25. til søndag den 28. april 2024

Instruktørkursus 1 (12.200 kr. - inkl. instruktørkursus 2):
Torsdag den 9. til søndag den 12. maj 2024

Instruktørkursus 2:
Torsdag den 13. til søndag den 16. juni 2024

Vejleder 1 - Praktikforløb på Vikingeskibsmuseet (13.800 kr. - inkl. vejleder 2 og 3):
Fem dage i alt - aftales individuelt (i en af ugerne 28-31)

Vejleder i sejlads og kystfriluftsliv 2:
Torsdag den 22. til søndag den 25. august 2024

Vejleder i sejlads og kystfriluftsliv 3:
Fredag den 20. til søndag den 22. september 2024

Samlet pris for hele uddannelsen inkl. alle moduler: 34.700 kr.

Du kan læse mere og tilmelde dig uddannelsen her. Tilmeldingsfristen er fredag den 1. marts.

Kilde: Vikingeskibsmuseet 

content-loader
content-loader
content-loader