Bundniveauet har været for lavt, siger Johanne og Andrea Schmidt efter de slutter 12er til OL i Marseille
Søstrene slutter værdigt OL og fejer ikke noget under gulvtæppet. - Bundniveauet har været for lavt, jeg troede ikke vi kunne være så ringe. Vi havde fartproblemer i den lette luft, men ikke i frisk luft, siger rorsmand Johanne Schmidt til minbaad.dk. Duoen kæntrede i dag og Johanne faldt ud af båden.
Det har selvfølgelig været en kæmpe oplevelse, men også et hårdt OL for de to søstre fra Aarhus, vurderer vi.
Johanne og Andrea Schmidt fra Aarhus Sejlklub, har ikke sagt det, men deres elevator-resultater taler deres eget sprog.
At lægge ud med to sidstepladser i 49erFX-klassen var en mavepuster og noget, der selvfølgelig kom bag på dem. Men de to sejlere har også præsteret og vist at det var rigtigt, af Team Danmark at sende de to sejlere til OL.
De er på hhv. 23 og 24 år og de viste potentiale med placeringerne 3, 1, 6 og 6. De viste også, hvad vi så flere gange på banen, at de laver fantastiske starter.
Men de er også kritiske overfor dem selv omkring præstationen ved OL, der i mange sejladser har været præget af let luft med vindhuller i mange sejladser, noget der ikke passer østjyderne.
- Vores bundniveau har været for lavt, jeg troede ikke vi kunne være så ringe. Vi havde fartproblemer i den lette luft, men i frisk luft gik vi fint og vores starter har været bedre end vi havde håbet på, siger rorsmand og lillesøster Johanne Schmidt.
De to har også haft nerver på, men kun i dagenes første sejladser.
- I de første sejladser, hver dag, har vi haft et for højt spændingsniveau, siger Andrea Schmidt.
Kæntrede, men sejlede sig op
I onsdagens første sejlads så vi duoen lave en flot luv start, HELT fremme på startlinjen, og de sluttede på en 6. plads i frisk vind. Her så vi dem lave flotte manøvre og de havde god fart og kunne holde sig oppe.
I dagens sidste sejlads kom de ikke helt godt afsted, da de tidligere brasilianske OL-guldvindere kom bedre afsted, så danskerne fik dårligere luft til luv og måtte vende væk.
Og senere på krydset mødte de igen brasilianerne, hvor danskerne måtte lave en 360 graders straf, hvorefter at søstrene kæntrede på kryds, men de fik rejst 49erFXeren lynhurigt op og fik sejlet sig fra en sidsteplads og op til en 12. plads i det 20 både store felt.
Det beviste at danskerne har god fart, når det blæser fra fem-seks m/sek. Men det viste også at der er et beslutningsvakuum om bord, erkendte de i dag i mixed zone, lige efter de var blevet interviewet af TV 2 Sporten.
- Ja lige der hvor vi fik straffen var der et beslutningsvakuum, fordi vi ikke lige fik kommunikeret og jeg faldt faktisk i vandet, men det med beslutningsvakuum arbejder vi stadig meget på, siger Johanne Schmidt om 11. og sidste sejlads, hvor danskerne fik sejlet sig op til en 12. plads.
Hvis vi kan få medaljer fortsætter vi
Om fremtiden og 49er-sejlads, siger de to sejlere.
- Vi tager et år mere i 49eren, men vi skal i gang med vores studier (til ingeniører, red.) så vi ikke bliver smidt ud af uddannelserne. Efter et år med sejlads vil vi evaluere om hvad vi kan gøre det til ved et OL. Det her har været en kæmpe oplevelse og vi har haft en en kæmpe opbakning, men hvis vi ikke kan se at vi kan få en medalje ved det næste OL (i 2028 i Los Angeles, red.) så tager vi ikke en kampagne mere, siger søstrene.
Nyborg og Buhl sluttede på 18. plads
Daniel Nyborg og Nikolaj Hoffmann Buhl sluttede på en 18. plads ved OL i 49er-klassen. I morgen bringer vi et interview med de to sejlere, der i sidste sejlads tog en 3. plads i frisk vind, der er deres livret.
Resultater: paris2024.sailing.org/racing/results-centre/