Gå til hoved-indhold
Havne
Havne

Chefer fra vinderhavne i Kerteminde og Endelave: En betalingsautomat er ikke nok

Kerteminde Marina kan i år kalde sig Årets Havn 2025. Samtidig går Årets Skulderklap til Endelave Havn. To meget forskellige havne – men med én fællesnævner: De sætter mennesker før mursten. Vi mødte de to havnechefer Søren Therkelsen fra Kerteminde og Jørgen Holm fra Endelave.

Af Troels Lykke |

Hos Kerteminde Marina er havnemester Søren Therkelsen ikke i tvivl om, hvad der gør forskellen.

– Vi vil jo gerne have, at sejlerne bliver lidt længere i byen og havnen, siger han med et smil.

For Therkelsen handler det om at være synlig på broerne, møde gæsterne i øjenhøjde og skabe et miljø, hvor man føler sig velkommen fra første minut. Den tilgang går hånd i hånd med de initiativer, som foreningen Turismens Venner har rullet ud de senere år – og som i praksis har udviklet marinaen til et lille sommermiljø med lokalt særpræg.

Foreningen bidrager med:

  • Gratis livemusik hver onsdag

  • Gratis morgenbrød til gæstesejlere om søndagen

  • Personlig velkomstinfo ved ankomst

  • Rabatordninger i butikker og spisesteder mod fremvisning af kvittering for betalt havnepenge

Kombinationen af værtskab og stærke rammer slår igennem i årets kåring. Sejlerne roser marinaen for alt fra renlighed og gode faciliteter til hyggelig atmosfære. Kommentarerne taler et tydeligt sprog:

“Alle tiders havn med næsten ny mole og flot udsigt.”
“Havnefogeden er hjælpsom og imødekommende.”
“Pænt, rent og i orden – tydeligt at se der er styr på tingene.”
“Gode forhold for gæstesejlere, hyggeligt miljø og nem betaling.”
“Toiletterne er altid rene og pæne.”

Kerteminde rammer den balance mange havne kæmper med: Moderne faciliteter uden at miste nærheden. Resultatet er et havnemiljø, der både føles funktionelt og levende.

Årets Skulderklap 2025: Endelave hædres for øens helt særlige velkomst

Mens Kerteminde tager hovedprisen, går Årets Skulderklap til Endelave Havn, hvor havnemester Jørgen Holm – nu på vej på pension – i årevis har været en institution i sig selv. Hans syn på værtskab er enkel:

– Så føler sejlerne sig velkommen, og de kan samtidig få en masse praktiske råd om øen og havnen, og så er jeg også sikker på, at de går op og betaler havnepenge i automaten, siger han med et smil.

Holm er kendt for sin hvide havnefoged-uniform, sin synlighed og sin evne til at “pakke” havnen, så alle finder en plads – også når der er fyldt til randen.

Sejlernes tilbagemeldinger viser samme billede:

“Der findes ikke en anden dansk havnefoged, som kan pakke en havn som på Endelave.”
“En hyggelig ø, der byder velkommen uden at presse på.”
“Fantastiske naturoplevelser, gode stier, smukt badeanlæg og en rolig, tryg havn.”
“Alt er funktionelt, prisen er fair – og når havnepengene er betalt, er alt inkluderet.”

Her er det kombinationen af øens natur, aktivitetsniveau om sommeren og en værtsstil, der er både jordnær og personlig, som gør forskellen. Endelave er ikke blot en havn – det er en kultur, sejlerne vender tilbage til år efter år.

To havne, én tendens: Værtskab er det nye konkurrenceparameter

Kåringerne i 2025 tegner en klar udvikling i dansk havneturisme. Sejlerne ser på andet end faciliteter og pris. De vurderer helheden – og den helhed skabes først og fremmest af mennesker.

Kerteminde vinder, fordi marinaen formår at løfte service, miljø og byliv i samlet pakke.
Endelave får skulderklappet, fordi øens værtskab er i særklasse og bygger på nærvær og personlighed.

Når sejlerne vælger havn i dag, vælger de den oplevelse, de bliver mødt med. I år var det Kerteminde og Endelave, der gjorde det bedst.

content-loader
content-loader