Surfbræt på langfart: Fundet 2.400 km fra Tasmanien
Et speciallavet surfbræt, der faldt over bord fra en båd ud for Tasmanien for næsten halvandet år siden, er på forunderlig vis skyllet i land – hele 2.400 kilometer væk på New Zealands vestkyst.
Fundet blev gjort af den franske kitesurfer Alvaro Bon i Raglan Harbour på Nordøen for omkring to uger siden. Brættet var dækket af muslinger og rur, men trods det lange ophold i havet var det bemærkelsesværdigt intakt.
Det skriver BBC, fortræller eb.dk.
- Han kunne ikke tro det, fortæller Bon til BBC om brættets ejer – en australier ved navn Liam, der mistede sit surfbræt i maj 2024, da det blev blæst over bord.
Kom selv i problemer
Bon, der har boet i New Zealand i omkring ti år, fortæller, at han selv var i vanskeligheder den dag. Kraftige strømme tvang ham til at slippe sin egen kite – den store, styrbare vinge, der trækker kitesurferen hen over vandet – for ikke at blive trukket til havs.
Da han søgte ly på en øde side af havnen, fik han øje på et cremefarvet surfbræt på 2,3 meter, delvist skjult i sandet og dækket af havdyr.
- Jeg gemte det i klitterne og kom tilbage nogle dage senere, fortæller han.
Bon rensede brættet og tog det med tilbage til havnen, hvorefter han lagde billeder af det på sociale medier med teksten:
“Bestemt ikke et almindeligt bræt … mon ikke det kunne være drevet fra det østlige Australien?”
Opslaget gik hurtigt viralt. Hundredvis af surfere delte historien, indtil en person genkendte brættet. Ejeren sendte billeder som bevis – og nu skal en familieven hente brættet og bringe det hjem til Australien.
Kilde. eb.dk


