HF Industri & Marine: - Vi fortsætter salget af SEAJET i Danmark
Da Palby Marine i sidste uge udsendte en pressemeddelelse om, at de overtager distributionen af SEAJET produkter i Danmark, opstod der usikkerhed i markedet. Men ifølge HF Industri & Marine i Svendborg stopper det ikke deres salg af de velkendte bundmalinger og bådplejeprodukter.
– Vi ønsker at præcisere, at HF Industri & Marine ApS fortsat sælger SEAJET produkter i Danmark. Det er sikret gennem vores aftale med SEAJET, siger direktør Thomas L. Fokdal i en pressemeddelelse.
Seks års erfaring med SEAJET
HF Industri & Marine har siden 2018 arbejdet med SEAJET og i den periode opbygget både teknisk knowhow og stærke kunderelationer.
– Det fundament ønsker vi at bygge videre på, så både nuværende og nye kunder kan få den bedste service og rådgivning omkring SEAJET, understreger Fokdal.
Stadig en del af SEAJET-familien
Selvom HF Industri & Marine ikke længere er officiel distributør, fastholder virksomheden sin tilknytning til brandet.
– Vi deltager fortsat i seminarer og træning hos SEAJET og bliver løbende opdateret på nyheder og produktlanceringer. Dermed kan vi tilbyde den samme høje kvalitet og ekspertise, som vores kunder kender os for, siger Thomas L. Fokdal.
Ser frem til samarbejde
Ifølge Fokdal ser HF Industri & Marine positivt på fremtiden:
– Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet både med SEAJET og Palby Marine – og ikke mindst til at levere SEAJET produkter til kunder i hele Danmark.
