Stærke præstationer ved DM i Fladfisk 2025 i Onsevig
79 både og over 200 deltagere dystede om titlerne – Team Cille og Jonas Eiberg Holm blev Danmarksmestre i Langelandsbæltet udfor det nordvestlige Lolland.
Onsevig Havn på Nordvestlolland summede af liv i weekenden 30.–31. august, da Danmarksmesterskabet i Fladfisk 2025 blev afviklet.
Hele 79 både og mere end 200 deltagere deltog i den traditionsrige konkurrence, der ofte kaldes Danmarks hyggeligste fiskekonkurrence for småbåde.
Vejret var smukt, men de stærke strømforhold gjorde fiskeriet udfordrende. Det betød, at kun de mest rutinerede fiskere for alvor kom til at markere sig.
– Vi er meget tilfredse med årets mesterskab. Trods de udfordrende forhold på vandet har det været en fantastisk weekend med både spænding og hygge. En stor tak skal lyde til de mange frivillige, der gør arrangementet muligt år efter år, siger stævneleder Peter Dan Petersen til motorbaadsnyt.dk.
Frivillige hjælpere har stor betydning for stævnet.
- Med sit stærke sammenhold og mange frivillige er Onsevig Havn efterhånden blevet en fast og populær ramme for DM i Fladfisk. Kombinationen af konkurrence, fællesskab og kystnær atmosfære har gjort stævnet til et årligt højdepunkt for småbådsfiskere fra hele landet, siger Peter Dan Petersen.
Danmarksmestre 2025 – individuelt og hold
I den individuelle konkurrence sikrede Jonas Eiberg Holm fra Team Stormen sig guldet med en flot rødspætte på 983 gram. Sølv gik til holdkammeraten Brian Jensen med en pighvar på hele 1410 gram, mens bronzen tilfaldt Jørgen Als fra Team BJ-Biler med en rødspætte på 924 gram.
I teamkonkurrencen blev det til guld til Team Cille fra Kalundborg:
Søren Seneca
Ulrik Holm Nielsen
Thoke Wistoft
Brian Jensen
Sølv gik til Team Stormen fra Charlottenlund med Nichlas Iversen, Paw Meinertsen, Michael Erbøge Nielsen og Jonas Eiberg Holm. Bronzen gik til Team BJ-Biler med Jørgen Als og Jimmy Jensen.
Juniormestre 2025
De yngste deltagere var også med til at kæmpe om medaljer:
Guld: Mickie Wagner, Team Wagner (nr. 98)
Sølv: Marius Schneider Holm, Team Quintcast (nr. 189)
Bronze: Sylvester Ojeniyi, Team Juniorfiskeren (nr. 174)


