Fire danske både kæmpede i let eller meget vind ved VM i Melges 24 i Trieste
Danskere var til VM i Melges 24-klassen i Trieste i Italien med 67 både. Bedste danske resultat stod Hellerup Sejlklubs båd for, anført af Torben Mauritzen med topsejleren Michael Hestbæk som taktiker. Der var enten vindstille eller 15 m/sek. Flere master knækkede i Bora-vinden.
Melges 24-klassen samler nogle af verdens bedste sejlere, og årets VM i Trieste var ingen undtagelse.
Mesterskabet i Italien begyndte i næsten vindstille forhold, hvor der kun blev sejlet tre sejladser på de første fire dage. Men på sidstedagen slog den berygtede Bora-vind til med fuld styrke.
“Heldigvis kom vinden igennem til sidst, hvor vi fik fire sejladser. Første sejlads bød på op til 15 meter i sekundet – en ret hård start. Vi slutter som bedste skandinaviske båd på en 18. plads ud af 67 deltagere, og det er vi godt tilfredse med. Der er mange dygtige sejlere i klassen. Vi har lært en masse, og skal optimere lidt på grejet og vores fart på kryds, så kommer vi tilbage endnu stærkere næste år,” fortæller Hestbæk på sin Facebook-side.
Peter Havn: “Et sindssygt VM”
Skipper Peter Havn deltog også i en Melges 24, hvor bl.a. Søren Andersen fra Quantum Sails var med i besætningen.
“Vi havde et godt VM og lå længe som nummer 17, men røg desværre ned i feltet på sidstedagen, hvor vi lavede en 40. plads. Vi endte samlet som nummer 27. Det var et sindssygt VM, fordi der enten var meget let luft eller vind over 15 m/sek., hvor flere master knækkede i den hårde Bora,” siger Havn til minbaad.dk.
De øvrige to danske besætninger sluttede længere nede i feltet, men fik værdifuld international erfaring i det store og stærkt besatte felt på 67 både.

