Sejlende husbåd med Torqeedo el-motor vises frem på Maritime Dage - havne er skeptiske
Producent og tømrer Asger Møller fra Ebeltoft tager sin LystHusBåd med på udstillingen i Fredericia, hvor han fortæller om sit tiny house på vandet. Husbåden, der koster 1,2 mio. kroner, kan også sejle med 3-6 knob med elmotor. Asger Møller kæmper for at havne giver plads til LystHusBåden.
Tømrer og designer Asger Møller fra Ebeltoft har udviklet en innovativ "lysthusbåd", der kombinerer funktionerne fra en husbåd og en lystbåd. Denne flydende bolig på 20 kvadratmeter er designet til at være bæredygtig og selvforsynende med solceller på taget og elmotor fra Torqeedo.
- Den her båd er ikke en husbåd. Det er vigtigt at understrege. For en husbåd, er en fastliggende enhed og skal tilsluttes el, vand og kloak og være med i lokalplanen i havnen. Den her båd er blevet CE godkendt som et lystfartøj, så længe det er privat. Derfor hedder det en lysthusbåd, forklarer Asger Møller.
3-6 knob i stille vejr
- Det er et lystfartøj, som du kan sejle i stille og roligt med 3-6 knob og den er CE-godkendt til nær kyst sejlads, så du kan sejle til en ny havn, og hvis du sejler når solen skinner, er du selvforsynende, hvis du sejler med lav hastighed, da der er 15 kvadratmeter solpaneler på toppen af husbåden. Det er ikke blot en husbåd. Det er en ny måde at bo og leve på vandet. Jeg bor selv i en her i Ebeltoft, siger Asger Møller, som viser den tredje frem på Maritime Dage. En lysthusbåd han kan bygge på tre måneder.
Man skal helst ikke sejle i over 8 m/sek. – i hårde vejr har han før fået en bølge ind i stuen. Men i stille vejr går det fint med at sejle og han har prøvet at være på tur i 40 dage og samtidig været selvforsynende med strøm.
Lysthusbåden har 8 solpaneler på taget, hver på 400 Wp, så ialt 3,2 kWp effekt ved fuld sol. I praksis producerer de op til 15 kWh på en sommerdag, hvilket er mere end rigeligt til at forsyne strømforbrugerne på båden, drive elmotoren og samtidig bruge overskydende strøm til at lade batterierne op.
Motoren er en 12 kW elektrisk påhængsmotor fra Torqeedo. Den giver god manøvrekraft til båden, og ved almindelig sejlads med moderat hastighed bruger den 2-3 kW. Den styres af et hydraulisk styresystem, som kan kombineres med selvstyrer.
- Batteribanken er på 48 volt 280 Ah, altså i alt 14 kWh, og det kan holde båden sejlende i 6-8 timer ved moderat hastighed - og endnu længere, når der er sol, så batterierne hele tiden suppleres med effekten fra solpanelerne, forklarer Henry Thomsen fra Solbaaden.dk, der leverer el-motor og system.
Kan fragtes på lastbil
Prototypen af lysthusbåden blev søsat i Ebeltoft i 2022, hvor Asger har arbejdet på projektet. Udøver prototypen, blev den første solgt til et hotel i København og en mere er siden blevet solgt. Den blev bygget på Fregattens værksted i Ebeltoft, hvor Asger Møller holder til.
Båden kan ligge i enhver havn og fungerer som en båd og har septiktank, vandtank og meget mere, samtidig er den også synkefri. Den er designet til at være transportabel og kan let fragtes på en lastbil, hvilket giver ejeren mulighed for at tage sit maritime hjem med sig overalt, hvor den også kan bruges som et tiny house på land.
Asger Møller har tidligere præsenteret sin lysthusbåd på events som Smukfest, Fairmesse på Rosenholm Slot, hvor den vakte stor opmærksomhed for sit unikke design og bæredygtige koncept.
Den sejlende husbåd, der koster 1,2 mio. kroner er 8,8 meter lang og 3,6 meter bred og fylder dermed ikke meget mere end en 35 fods sejlbåd. Båden har stue, soveplads og køkken samt et toilet med brusebad. Apteringen er udført med massivt CLT træelementer indvendig og Kebony varmebehandlet træ udvendig. Pontonerne er leveret af NBC Marine.
Se DR-indslag og få hurtig rundvisning
Mange vil købe men nogle havne er imod
Asger Møller har en nedslående kamp med de danske havne, der er negative overfor husbåde og også Asgers lysthusbåd, som faktisk kan sejle.
- Der er flere kunder der har ville købe mine både, men de har fået afslag fra havnen. Dog kun mundtlig da de ikke vil give det på skrift. Det kan jo gå hen og blive en ”mee too” sag at en lysthusbåd bliver diskrimineret på dens udseende.
Han undrer sig over hvorfor båden dømmes ude i de danske havne.
- Hvem siger hvordan en lystbåd skal se ud, eller hvad er grimt eller pænt i en havn. Men efter to års dialog med Syddjurs kommunen om pladser til lysthusbåde i Ebeltoft, ligger sagen nu ved Planklagenævnet. Det er jo grotesk at hele Europa er fyldt med lignende lystfartøjer, men i Danmark vil vi åbenbart ikke forholde os til dem, forklarer en frustreret Asger Møller.
Asger Møller, der viser lysthusbåden frem, vil også holde oplæg om projektet med LystHus Båden og det simple liv på 20 m2 med husbåden som scene.
Se og hør Asgers oplæg direkte fra husbåden fredage d. 21/2 og 28/2 kl. 16.00 og igen lørdag d. 1/3 kl. 16.00. I mellemtiden står Asger selvfølgelig til rådigt til en snak og fremvisning.
NBC Marine og Solbaaden.dk fra Aarhus vil også være på standen sammen med Asger Møllers husbåd.
LystHusBåden – specifikationer og godkendelser
Hus: B 3,3 m x L 6,2 m x H 2,5 m
Ydermål inkl. dæk, tagudhæng og pontoner: B 3,6 m x L 8,8 m x H 3,5 m
20 m²: Stue, soveværelse, køkken og bad
12 m²: Overdækket terrasse i begge ender
32 m²: Tagterrasse med nedsænket lounge, heraf 15 m² solceller
Klassificeret som Type 1 ifølge Kystdirektoratets definition af husbåde:
"Fartøj/lystbåd med fremdrift ved egen motor"
CE-mærket efter EU's krav til fritidsfartøjer (konstruktionskategori C)
Læs mere om Asger Møllers lysthusbåd: lysthusbaad.dk/fakta/
Praktisk om Maritime Dage
Se det fulde program for hele messen her: www.maritimedage.dk/sceneprogram
Maritime Dage foregår den 21.-23. februar og 28. februar-2. marts 2025 i MESSE C Fredericia.
OBS: Man kan allerede nu købe billetter online til Maritime Dage! Se mere på www.maritimedage.dk