Vendée Globe: Alarm gik, jeg styrede direkte mod isbjerg
Is på banen. - Min radaralarm gik, og jeg fik et ekko fire sømil forude. Jeg stak hovedet op, og straks så jeg isbjerget. Så var det alle mand på dæk, for jeg sejlede med 17 knob med lille gennaker! Jeg måtte rulle sejlet ind for at undgå isbjerget, siger solosejleren Sébastien Marsset. Se film.
Mens Les Sables d’Olonne forbereder sig på at tage imod de første både, kæmper skippere længere bagud i det sydlige Stillehav, tæt på Point Nemo, med en helt anden udfordring: is. Det er første gang siden 2008, at is er blevet set på kapsejladsens rute, og det kræver høj grad af årvågenhed.
Antoine Cornic, der er på en 31. plads beskriver til Vendée Globe hjemmesiden:
- Imponerende, majestætisk – isen bringer et strejf af magi til kapsejladsen… men også en stor portion stress. Tanken om at se en af disse frosne giganter i horisonten er både fascinerende og lidt skræmmende. For lad os være ærlige, så smukt det er på afstand, ønsker vi ikke at komme for tæt på.
3 både møder isbjerg
For skippere som Conrad Colman (MS Amlin), Sébastien Marsset (FOUSSIER) og Éric Bellion (Stand as One / Altavia) har mødet med is været alt for tæt på. Marsset måtte undvige en isbjerg i Sydishavet i Stillehavet, mens Colman satte sin drone op og skabte sin egen mini-episke film. Marsset, der er nummer 23 i feltet, forklarer:
- Min radaralarm gik i gang, og jeg fik et ekko fire sømil forude. Jeg stak hovedet op, og straks så jeg isbjerget. Så var det alle mand på dæk, for jeg sejlede med 17 knob under lille gennaker! Jeg måtte rulle sejlet ind for at undgå isbjerget. Jeg luffede, hvilket midlertidigt gjorde, at jeg styrede endnu tættere på det. Jeg rullede ind og befandt mig 2,5 sømil fra isbjerget. Jeg tog et andet reb for at sænke farten, og ventede længe! For det slog mig helt ud – jeg sejlede direkte mod det!
Charlie Dalin styrer mod rekord
Computer-modeller forudsiger stadig, at vinderen, der lige nu er Charlie Dalin, vil krydse målstregen omkring den 15. januar med en samlet sejltid på cirka 66 dage, hvilket næsten helt sikkert vil være mere end en uge hurtigere end den nuværende rekord på 74 dage. Det vil være det næststørste fremskridt for rekorden siden springet på 12 dage mellem den anden og tredje udgave.
Se Marssets film med isbjerg - se også den cool update - Vendee Live - leveret af vores super kollega fra Skotland
Info om sejladsen
Stillingen: vendeeglobe.org/en/ranking
Følg på tracking: vendeeglobe.org/en/tracker
Deltagerne: vendeeglobe.org/en/skippers