Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Her ses to af Skovmose Roost Christiansen sandsække for enden af spilerstagen under Silverrudder 2025. Senere blev alle fire sandsække tømt, da vinden droppede. Privatfoto
Kapsejlads
Anders ses her under starten af Silverudder 2024 i Svendborg. Foto: Claus Nicolajsen/Silverrudder

Smed 60 kilo sand over bord – og sejlede Drabant 24’eren til en 8.-plads i Silverrudder 2025

Svendborg-sejler og lods Anders Skovmose Roost Christiansen tog en flot 8.-plads i Mini Group ved Silverrudder 2025 – solo-sejladsen rundt om Fyn. Han gennemførte i sin optimerede Drabant 24 “Lotto”, og undervejs måtte 60 kilo sand – brugt som ballast – over bord, da vinden lagde sig.

Af Troels Lykke |

Her fortæller Anders Skovmose Roost Christiansen selv om turenk rundt om Fyn i Silverrudder i september 2025. Du kan bl.a. læse om kampen mod både vejr, strøm og moderne både. Og om da han droppede sand undervejs for at spare væk. I Silverrudder er alt nærmest tilladt for sejlerne:

Så blev Silverrudder 2025 sejlet, og min gamle, lille Drabant 24 fik igen vist sit værd. Vejrudsigten lovede frisk sydvestlig vind, 8–10 m/sek., med aftagende styrke senere på aftenen. Jeg valgte fokken og gjorde den lille spiler klar.

Starten gik perfekt – første båd over linjen ud af 34 i Mini-klassen. I Svendborg Sund var der mindre vind end ventet, og jeg savnede min genua. Det kostede lidt ud mod Thurø Rev.

Men da jeg slap fri af sundet, røg spileren op, og vinden lå nu stabilt på 6–8 m/sek. Ved Thurø Rev måtte jeg på fordækket og lave sejladsens eneste spilerbomning – ikke helt let alene.

Sandsække som gaster

Selvom Silverrudder er en singlehand-sejlads, havde jeg som flere andre taget “gaster” med – fire sandsække à 15 kilo. Fra Thurø Rev til Æbelø lå vinden stabilt, så jeg hængte dem ud på bagbord side.

De brokkede sig ikke det mindste de næste ni timer, og båden gik stabilt som et lokomotiv. Men efterhånden manglede der lidt power. Den lille spiler blev skiftet ud med den store max-spiler, og omkring Lundeborg tog vinden til – 8–10 m/sek., med pust op til 12.

Båden surfede i fuld kontrol med loggen stabilt mellem 7,5 og 9 knob. Det var nogle forrygende timer – Drabanten løftede sig, og alt spillede.

Nord for Storebæltsbroen faldt vinden lidt, og jeg måtte hurtigt skifte til et større forsejl. På halvvind har Drabanten ikke en chance mod de moderne både, men fra Fynshoved til Faaborg var der igen kryds og biddevind, og her kom jeg stærkt igen.

60 kilo sand over bord

Ved Æbelø løjede vinden. Jeg vurderede, at sandsækkene ikke længere gjorde gavn – så de blev tømt over bord. 60 kilo ballast mindre, og båden føltes perfekt.

I Lillebælt ramte jeg strømmen perfekt og kom hurtigt igennem. Længere sydpå, mellem Bågø og Lyø, blev det vanskeligt: skiftende vind, tung sø og en båd, der hele tiden krævede koncentration.
Et par fejl i vendingerne gav de forreste et hul, men i det store hele gik det godt.

Mørke, manøvrer og mållinje

I nattens mørke, alene blandt 300 både, skal man holde tungen lige i munden. Før Lyø var vinden næsten væk, og et stort felt blev fanget i stille luft.

Jeg satsede og sejlede langt mod syd, næsten halvt til Als, for at undgå det døde område – og det lykkedes. Jeg passerede både en Luffe 37 og en X-99 undervejs.

Da vinden endelig kom tilbage fra syd, satte jeg kursen mod Svendborg. Jeg lå tæt på en Viper 640, en 340 kilos letvægtsracer, og vi havde en tæt duel gennem hele Svendborg Sund. Et pust lige ved målstregen gav ham fordelen – jeg kom ind som nummer 8 overall, men med god afstand til resten af feltet.

En klassiker der stadig bider fra sig

Min omsejlingstid blev 28 timer og 11 minutter – en forbedring på tre og en halv time i forhold til sidste år. Endnu en fantastisk sejlads og et bevis på, at en klassisk Drabant 24, sejlet hårdt og trimmet klogt, stadig kan blande sig med de nye, lette både.

Sejlerhilsner,
Anders Skovmose Roost Christiansen
Lods og Svendborg-sejler
Drabant 24 “Lotto” (DEN 98)

content-loader
content-loader