Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
TV2’s vejrformidler og kapsejler Jacob Mouritzen holder åbent talk-event i Nyborg.

TV2's vejrmand Mouritzen holder talk-event før Vegvisir Race i Nyborg

Vegvisir Race handler om mere end at krydse målstregen. Det handler også om at ruste sejlerne bedre til at håndtere de omskiftelige vejrforhold. Derfor introducerer arrangørerne i år et nyt element, der skal gøre sejlerne klogere på vejret. Alle er velkomne 3. september i Nyborg.

Af Troels Lykke |

- Vi vil gerne give sejlerne noget mere end blot sejlads. Det her er en del af vores "Sailing & Socializing"-koncept, hvor vi kombinerer det sportslige med vidensdeling og fællesskab, forklarer eventleder for Vegvisir Race, Morten Brandt.

Meteorologens hemmelige tricks frem i lyset

Onsdag den 3. september, aftenen før starten går, kan både deltagere og vejrinteresserede komme tættere på den professionelle værktøjspakke, når TV2’s vejrformidler og kapsejler Jacob Mouritzen holder åbent talk-event i Nyborg.

- Jacob giver os et indblik i, hvordan man som sejler kan blive bedre til at vurdere prognosernes pålidelighed og forstå forskellene mellem de mange vejrmodeller, siger Morten Brandt.

Talken har titlen “Professionel Vejrprognose – Opgradér dine færdigheder med avancerede værktøjer”, og her vil deltagerne blandt andet blive introduceret til begreber som ensemble forecasting – en teknik professionelle meteorologer bruger, men som stadig er relativt ukendt blandt fritidssejlere.

Gratis event for alle

- Det handler i bund og grund om sikkerhed. At vide, hvornår man kan stole på en model, og hvornår man skal være ekstra på vagt. Den viden vil vi gerne gøre mere tilgængelig for sejlerne, understreger Morten Brandt.

Eventet er gratis og åbent for alle – uanset om man deltager i Vegvisir Race eller blot er sejlsports- eller vejrinteresseret. Alle fremmødte får desuden adgang til et digitalt referenceark med links og værktøjer, som er gratis og offentligt tilgængelige, men sjældent kendt i fritidssejlerkredse.

Tid og sted:

  • Onsdag den 3. september i Vegvisir Race-området på Nyborg Havn

  • Sejlermiddag fra kl. 18.30 (madbilletter via www.vegvisirrace.com)

  • Talken starter kl. 20.00 og foregår på engelsk – der er mulighed for at stille spørgsmål på dansk.

content-loader
content-loader