Stem på din favorit: Jagten på Årets Havn 2025 er i gang
Den populære afstemning er åbnet – sejlere landet over inviteres til at kåre deres favorit blandt mere end 300 lystbådehavne. – - Vi er stolte over, hvordan konkurrencen vokser år for år, siger Sune Abelgren Olsen, sekretariatschef i Danske Tursejlere.
Den populære Årets Havn-konkurrence, hvor sejlerne stemmer på deres favoritdestination, er netop åbnet for sæsonen 2025. Det er 18. år i træk, at en dansk havn kan løbe med titlen og den anerkendelse, den fører med sig.
Fra den 4. juni og frem til 31. oktober kan sejlere i hele landet deltage i afstemningen og sætte kryds ved den havn, som har givet dem den bedste oplevelse i sejlsæsonen.
Hæder – og mulighed for forbedringer
Konkurrencen arrangeres af Danske Tursejlere i tæt samarbejde med Foreningen for Lystbådehavne i Danmark (FLID), Dansk Sejlunion, Bådmagasinet og Minbaad.dk.
Som tidligere vil en jury med repræsentanter fra disse organisationer udpege vinderen blandt de fem havne, der opnår flest stemmer.
– Årets Havn har med årene fået mere og mere medvind, og vi er stolte over, hvordan konkurrencen vokser år for år. Samtidig er vi blevet meget klogere på, hvad det er, lystsejlerne sætter mest pris på, når de besøger nye havne. Og det er værdifuld viden for havnene, som i højere grad forsøger at opfylde sejlernes ønsker, siger Sune Abelgren Olsen, sekretariatschef i Danske Tursejlere.
Hvad lægger sejlerne vægt på?
En hyggelig atmosfære, gode faciliteter og mødet med havnens personale rangerer højt, når sejlerne skal vælge deres favorit.
Desuden opleves det oftere, at havnene arrangerer events og aktiviteter, som gør sejlturen til mere end blot et stop. Det er noget, der værdsættes af sejlerne, som i højere grad søger oplevelser – både i havnen og det omkringliggende område.
Denne viden kan havnene bruge i deres markedsføring og udvikling. Og selve konkurrencen virker ofte som en motivationsfaktor for at hæve standarden og forbedre tilbuddene til sejlerne.
I 2024 var det Sønderborg Lystbådehavn, der løb med titlen som Årets Havn. Havnen blev især fremhævet for sit utroligt venlige og imødekommende personale, velholdte faciliteter og nye tiltag.
Også hæder til de små perler
Juryen bag konkurrencen uddeler desuden Årets Skulderklap – en pris, som gives til en havn, der ikke nødvendigvis tiltrækker store mængder gæstesejlere, men som alligevel gør et markant indtryk.
Det kan skyldes en særlig stemning, nye initiativer eller generel gæsteservice – og udvælgelsen sker på baggrund af de kommentarer, sejlerne indsender sammen med deres stemme.
I 2024 endte Årets Skulderklap i et dødt løb mellem to havne: Agersø Lystbådehavn, der blev fremhævet for sin ekstraordinært gode gæsteservice, og Rødvig Havn, hvor sejlerne især anerkendte den enorme indsats fra havnepersonalet og de mange frivillige efter stormfloden i efteråret 2023.
Præmier og offentliggørelse
Vinderen af Årets Havn 2025 modtager 10.000 kroner og et diplom, mens Årets Skulderklap præmieres med samme beløb. Pengene kan bruges til nye projekter og forbedringer i havnen.
Begge priser offentliggøres på FLIDs havnemesse, som i år afholdes den 26. november i Vingsted Centret i Vejle.
Sådan stemmer du
Alle sejlere i Danmark kan stemme én gang. Deltagerne opfordres til at tænke sig grundigt om, inden de sætter krydset – og ikke bare stemme på egen hjemmehavn af vane.
Stemmen skal gerne afspejle de oplevelser, man har haft i løbet af sæsonen – både store og små øjeblikke fra de mange havnebesøg.
Afstemningen sker via linket her:
dansketursejlere.dk/aarets-havn eller ved at scanne QR-kode på hjemmesiden.
Alle, der deltager i afstemningen, deltager automatisk i en lodtrækning om to Musto fleece-trøjer med Danske Tursejlere-logo samt tre selvoppustelige redningsveste med eget navn.
Tidligere vindere
År | Årets Havn | Årets Skulderklap |
---|---|---|
2024 | Sønderborg Lystbådehavn | Rødvig Havn / Agersø Havn |
2023 | Lynæs Havn | Dageløkke Havn |
2022 | Juelsminde Lystbådehavn | Brejning Lystbådehavn |
2021 | Marina Minde | – |
2020 | Dyvig Bro | – |
2019 | Marstal Havn | – |
2018 | Egense Lystbådehavn | – |
2017 | Omø Havn | – |
2016 | Nyborg Marina | – |
2015 | Kerteminde Marina | – |
2014 | Ballen Lystbådehavn | – |
2013 | Hundested Lystbådehavn | – |
2012 | Juelsminde Lystbådehavn | – |
2011 | Agersø Havn | – |
2010 | Bogense Marina | – |
2009 | Dyvig Bådelaug | – |
2008 | Reersø Havn | – |
