Mini 650-drøm med storm, kystvagt – og en tabt bulb  

Da jeg tog imod båden denne gang, var alt anderledes end den solrige sommerdag, hvor jeg første gang så hende. Nu var himlen tung og regnfuld, og kulden bed sig fast i kroppen.

Håkan, bådens tidligere ejer, kørte mig til havnen i sin lille Polo, fyldt med værktøj og grej. Vi talte som gamle venner om både, kærlighed og fejltrin i livet. Næste morgen slap han fortøjningen – og jeg stod alene med ansvaret.

Skærgårdens skiftende ansigt

Mini 650’eren svarede som et instrument. Storeren i tredje reb, en lille fok, kølen trukket op – båden lagde sig ned i voldsom krængning, men rorpinden var let, og de dobbelte ror bed sig fast.

Jeg lo højt, da jeg satte en 40-fods tursejler til vægs. Men idyllen var kort. Nætterne var kolde, køjen hård, soveposen for tynd. Og iPad’en med kortdata gik konstant ud, netop dér hvor skærene lå tættest.

Sådan er skærgården: Én time idyllisk som et postkort, næste time dyster, sort og truende.

Stormen ved fyret

Vinden rejste sig til 15–20 m/s med pust på 25. Lyn, regn og tre meter sø slog hårdt. Midt i et pust sprang en bolt i roret. Samtidig døde vinden brat, mens dønningerne fortsatte og pressede mig mod klipperne ved et fyr.

Jeg forsøgte VHF’en. To sejlbåde længere ude reagerede ikke. I stedet svarede en myndig kvindestemme:

“This is the Swedish Coast Guard. How close are you to the rocks?”

“200 meters,” svarede jeg. “Please remain calm, we are sending a boat.”

Kort efter lå jeg i slæb bag en kystvagtsrib med to brølende motorer. En halv time senere lå jeg i en idyllisk marina, hvor solen brød frem, som om intet var hændt.

Grundstødningen ved Oskarshamn

Efter en pause i Akerösund og nye forsyninger – inklusive en ny 4 hk Mercury – sejlede jeg igen mod syd. Men nord for Oskarshamn blev renden pludselig for smal. En grøn bøje manglede, og så kom dunket.

Jeg satte i bak og gled fri. Men på bunden lå noget hvidt: bulben fra kølen. Ballasten. Uden køl var Mini 650’eren reduceret til en skal.

Figeholm – hjælp og håb

Jeg listede ind til Figeholm, en lille flække med værft og ICA. Her mødte jeg Mathias, værftets ejer.

“Det skal nok gå. Vi skal bruge en dykker og en kranbåd,” sagde han.

Forsikringsselskabet tøvede, men efter utallige telefonopkald kom grønt lys. En dykker blev sendt i vandet, en kranmand gjorde klar – og kølen kom til sidst op af dybet.

På land stod båden på bukke, mens kølen lå ved siden af på en palle. Forkert. En køl hører ikke til dér.

Jeg sagde til Mathias:

“Sæt den fast, så den aldrig falder af igen.”

Han nikkede.

Hjemturen

Med båden på land var der ikke mere, jeg kunne gøre. Jeg pakkede sammen og tog Flixbussen sydpå. På øverste etage, forreste sæde, faldt jeg i søvn på få sekunder, mens fyrretræerne gled forbi.

Se hele historien i levende billeder på YouTube

Følg serien Bådliv på Budget på www.bådlivpåbudget.dk