Gå til hoved-indhold
Udstyr
– Vi har set, at konceptet virker – også i mindre havne. Det er især fleksibiliteten og den hurtige adgang til det nødvendige udstyr, som folk sætter pris på, siger Kampmann fra Alpina Marineudstyr, der her ses i Roskilde. PR-foto

Fra tre til otte: Alpina Marineudstyr opruster med flere ubemandede butikker i havne

De ubemandede butikker er på havnene i Vordingborg, Stege og Roskilde og fungerer som en lokal forlængelse af Alpinas webshop. – Det handler om at være der, hvor sejlerne er – også når de pludselig mangler fx en impeller eller sikringswire, forklarer Daniel Kampmann fra Alpina Marineudstyr.

Af Troels Lykke |

Alpina Marineudstyr, der er en del af Alpina Marine, har ramt en nerve hos bådejere og havnefolk med deres nyskabende koncept: ubemandede bådudstyrsbutikker placeret direkte i danske havnemiljøer. Efter en positiv modtagelse i sejlsæsonen 2025 udvider virksomheden nu med yderligere fem butikker i 2026.

– Vi oplever stor interesse fra både fastliggere og gæstesejlere, der gerne vil kunne købe maritimt udstyr lige dér, hvor behovet opstår – uden at skulle forlade havnen og køre efter det, siger Daniel Kampmann fra Alpina Marineudstyr i en pressemeddelelse.

Butikker uden personale – men tæt på brugeren

De ubemandede butikker er strategisk placeret i havne på Midt- og Sydsjælland og fungerer som en lokal forlængelse af Alpinas  webshop. Sortimentet i butikkerne kan løbende tilpasses efter efterspørgsel, og brugerne har adgang via en simpel og sikker adgangsløsning. Samtidig kan man bestille varer fra Alpinas webshop til levering direkte i butikken.

– Det handler om at være der, hvor sejlerne er – også når de pludselig mangler en impeller, lidt sikringswire eller noget helt tredje, forklarer Kampmann. – Med vores model undgår man dyre driftsomkostninger, samtidig med at vi tilbyder et maritimt specialsortiment i høj kvalitet.

Kommuner og havne med i udviklingen

Konceptet er udviklet i samarbejde med lokale kommuner, som ønskede at tilbyde mere relevante havneservices – men uden de økonomiske byrder, som ofte følger med fysiske butikker. Flere traditionelle bådudstyrsbutikker er lukket de senere år som følge af høje personaleomkostninger, kort sejlsæson og skærpet konkurrence fra online- og lavprisbutikker.

– Vi ser os som et godt supplement til den eksisterende handel. Vi tager det bedste fra onlineverdenen og bringer det ud i virkeligheden – helt ned på broen, siger Kampmann.

Fem nye butikker åbner i marts 2026

Succesen med de første tre butikker har givet blod på tanden, og allerede til marts 2026 åbner Alpina Marineudstyr fem nye butikker i andre danske havne.

– Vi har set, at konceptet virker – også i mindre havne. Det er især fleksibiliteten og den hurtige adgang til det nødvendige udstyr, som folk sætter pris på, siger Kampmann.

Se kort video om butik i Stege

Se butikken på Copenhagen Boat Show

På Copenhagen Boat Show i Ishøj, der finder sted fra den 28. til 31. august 2025, vil Alpina Marineudstyr for første gang præsentere en af de autonome butikker fysisk på messen. Her kan besøgende se butikkens indretning, høre mere om teknikken bag og få indblik i de logistiske løsninger.

– Vi glæder os til at møde både kunder, havnefolk og forhandlere og vise, hvordan fremtidens bådudstyrsbutik kan se ud, siger Daniel Kampmann.

Læs mere på: www.alpina-marine.dk og facebook.com/Alpina-Marine

content-loader
content-loader