BOAT SHOW Denmark bliver flydende i Fredericia til maj 2026
Fra 1. til 3. maj 2026 får danske sejlere en helt ny oplevelse, når BOAT SHOW Denmark flytter ud i sit rette element: Marina Fredericia. For første gang i udstillingens historie bliver det en flydende bådmesse, hvor både præsenteres direkte i vandet, side om side med udstyr og maritime services.
I mere end 30 år har BOAT SHOW Denmark været afholdt som indendørs udstilling i MESSE C. Men næste år skifter Danmarks største bådmesse format. Fremover kan gæsterne se bådene dér, hvor de hører hjemme – på vandet.
- Med denne nye flydende udstilling sikrer vi, at hele Danmarks sejlerpublikum fortsat kan samles i Fredericia – og nu i endnu mere relaterbare rammer. Vi vil tilbyde sejlerfolket en kickstart på sæsonen og for forhandlerne en central platform, hvor sejlerne mødes, når interessen er stor, siger projektleder for BOAT SHOW Denmark, Glen Blæsbjerg.
Forår og sejlerglæde
Den nye placering og tidspunktet i starten af maj er valgt, fordi mange sejlere netop dér er i fuld gang med klargøring, investeringer og nye projekter. Dermed får gæsterne mulighed for at starte sæsonen med inspiration – og måske endda med en ny båd.
- Vi vil gerne hjælpe bådbranchen med at vækste, og hvis vi skal det, er vi nødt til at forny måden, vi laver udstillinger på. Vi skal udvikle os og følge med tiden, og derfor har vi i samspil med branchen valgt, at vores næste BOAT SHOW Danmark skal være flydende, forklarer Glen Blæsbjerg.
Tradition i nye rammer
Mange forbinder Fredericia med BOAT SHOW, og den centrale beliggenhed gør det nemt at tiltrække gæster fra hele landet. Netop derfor er udstillingen stadig rodfæstet i byen – men nu i levende og mere dynamiske rammer.
- Vi vil skabe rammerne for, at endnu flere danskere får lyst til at komme på vandet – og vi tror på, at stærke, levende udstillinger er en vigtig del af nøglen. Derfor er vi enormt glade for at mærke opbakningen fra store dele af branchen til denne nye satsning, og vi glæder os til at afsløre et spændende program for gæsterne, siger Glen Blæsbjerg.
Med beslutningen om at flytte udstillingen til Marina Fredericia markerer BOAT SHOW Denmark en ny æra – som forårsudstilling på vandet og som samlingspunkt for sejlere, motorbådsfolk og hele den maritime branche.
Læs mere: www.boatshow.dk/

