Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Kort Nyt

Planende turbåde er fremtiden – se ny Beneteau First 30 på Copenhagen Boat Show

Når Copenhagen Boat Show åbner i Ishøj sidst i august, bliver det samtidig første gang, danske sejlere kan opleve den nye Beneteau First 30 på hjemlig grund. Minbaad.dk har fornyligt testet den franske båd, der var let og sjov at sejle. Se vores video fra testen i Juelsminde.

Af Troels Lykke |

Båden kombinerer høj fart, planende egenskaber og komfort – og ifølge den danske importør, Per Cederberg fra Sejl First i Horsens, er konceptet spot on for fremtidens sejlere:

- Vi ser en klar tendens mod lettere både med planende skrog, hvor komfort og fart går hånd i hånd. Den traditionelle familie- og turbåd er under forandring – sejlglæden og farten skal med uden at gå på kompromis med komforten. First 30 rammer den balance perfekt, siger Per Cederberg.

Bygget i Slovenien – udviklet i Frankrig
Den nye First 30 er udviklet i et samarbejde mellem Beneteau i Frankrig og Seascape-værftet i Slovenien, som har specialiseret sig i lette, sporty både. Med en vægt på blot 3 tons og et rummeligt skrog med bred, åben hæk, er båden konstrueret til at plane allerede ved 6 m/sek.

De dobbelte ror giver præcis styring og kontrol – selv når båden bryder vandlinjen og skyder afsted med 12-14 knob.

- Når trykket i sejlene bliver omsat til fart, og farten giver løft og stabilitet, bliver det sjovt – også for hele familien. Den her båd gør det muligt at sejle hurtigt og stabilt uden, at det bliver stressende. Det er fremtidens koncept for familie- og turbåde, vurderer Per Cederberg.

Plads og komfort under dæk
First 30 er ikke kun bygget til fart. Under dæk byder båden på en stor forkahyt, rummelig salon, pantry med ståhøjde, toilet med brus samt en stor agterkøje. Dertil kommer en praktisk kistebænk til sejl, gummibåd og andet udstyr.

Prisen for en sejlklar Beneteau First 30 starter ved cirka 1,2 mio. kroner leveret i Danmark. Siden verdenspræsentationen på Boot Düsseldorf i januar 2025 er der allerede solgt over 100 både på verdensplan, hvilket gør modellen til en af de bedst sælgende i segmentet lige nu.

- Vi glæder os til at vise båden frem i Ishøj – og give danske sejlere mulighed for at opleve, hvordan familie- og tursejlads med høj fart og masser af sjov kan se ud i fremtiden, slutter Per Cederberg.

Beneteau First 30 
Længde (LOA)    10,33 meter
Skroglængde    9,35 meter
Bredde    2,99 meter
Dybgang    1,98 meter
Vægt (deplacement)    ca. 3.040–3.150 kilo
Køl  1.070 kilo
Stor ståhøjde i salon og pantry
Sejlareal opvinds    ca. 58 kvadratmeter
Storsejl    28,2 kvadratmeter
Forsejl (Genua)    29,8 kvadratmeter
Planingstærskel    ca. 6-7 m/s vindhastighed
Dieseltank    40 liter
Vandtank    100-120 liter
Kabiner    2 (forkahyt og agterkahyt)
Motorkraft    14 hk
Pris fra 1,2 mio. kr. sejlklar
Forhandler Sail First tlf. per@seascape.dk, tlf 2687 2204

Danmarkspremiere: Copenhagen Boat Show, Ishøj, 28.-31. august 2025.

content-loader
content-loader