Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Der er tale om menneskelige fejl, der i sidste ende gav adgang til klubbernes konti. Fejl, der foruden at ramme klubbernes økonomi, derfor også kan være et hårdt slag for de frivillige, der begik fejlen, fortæller dr.dk. Foto: Peter Brøgger

Falske politifolk snyder to sejlklubber for over en halv mio. kroner

To danske sejlklubber har den seneste uge været udsat for grov økonomisk svindel. Gerningsmændene udgav sig for at være politifolk, der som led i en efterforskning skulle bruge adgang til klubbernes konti, fortæller Dansk Sejlunion til DR Sporten.

Af Troels Lykke |

To sejlklubber er blevet udsat for grovt tyveri.

Dansk Sejlunion vil ikke oplyse, hvilke klubber der er tale om, blot at de ligger på hver sin side af Storebælt, og at de har mistet henholdsvis 420.000 kroner og 100.000 kroner.

- Det er virkelig mange års opsparing, som bare forsvandt på et døgn. Det er en katastrofe, siger Anders Kristensen, der er direktør i Dansk Sejlunion til DR Sporten.

Givet frivillig adgang til konti

Anders Kristensen har haft nogle hektiske 24 timer. For da den ene klub, den som han beskriver som 'den store sag', gjorde unionen opmærksom på, at de var blevet udsat for svindel, sendte Dansk Sejlunion straks en informationskampagne afsted mod klubberne.

Men her var skaden allerede større end først antaget.

- Vi skriver ud til alle vores klubber og advarer dem, og så er der en anden klub, der skriver tilbage, at det var faktisk lidt for sent. De var nemlig allerede blevet lænset for 100.000 kroner, siger han.

- Klubben med den store sag havde alligevel gået en uges tid med det, før vi blev informeret om det. Det var først i går (onsdag, red.), at de tog fat i os. Og i den mellemliggende periode er de der banditter så lykkes med at narre nogle andre.

På grund af selve den tilgang gerningsmændene har benyttet sig af, hvor der frivilligt er blevet givet adgang til kontoerne, ser udsigterne til refundering sorte ud.

- De penge er tabt. Der er nemlig ikke tale om en hackingsag, der er tale om en menneskelig fejl, og det er klubberne ikke forsikret imod, siger Anders Kristensen.

Psykologbistand på vej

Det er ikke første gang, at idrætsforeninger er blevet svindlet for enorme summer. Så sent som i marts blev Lystrup IF Gymnastik & Fitness udsat for et lignende svindelnummer, og få dage efter advarede Danmarks Idrætsforbund sine specialforbund om at være ekstra opmærksomme på denne type kriminalitet.

- Vi sender det selvfølgelig rundt til vores klubber, og der kom også de der anbefalinger fra NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet), siger Anders Kristensen.

- Men så læser man det og tænker, at det nok er noget, der sker ovre hos naboen. Men hvis man havde fulgt disse anbefalinger og procedurer, er det ikke sikkert, at det her var sket.

Som nævnt er der tale om menneskelige fejl, der i sidste ende gav adgang til klubbernes konti. Fejl, der foruden at ramme klubbernes økonomi, derfor også kan være et hårdt slag for de frivillige, der begik fejlen.

- Vedkommende er personligt virkelig hårdt ramt af det. Det samme er bestyrelsen, og specielt i den klub, hvor der er tale om 420.000 kroner, siger Anders Kristensen.

- Derfor er der også blevet tilbudt psykologhjælp, og det bliver der højst sandsynligt også taget imod.

Kilde. DR Sporten

content-loader
content-loader