Maritime Dage 2025 tiltrak 90 procent sejlere og halvdelen af besøgende købte fra 500 til 4.000 kr. hver
90 % af de besøgende har en båd, hvilket bekræfter, at messen tiltrækker sejlere. Og halvdelen af de besøgende har købt udstyr for helt op til 4.000 kr. - Det understreger, at Maritime Dage i høj grad fungerer som en messe, hvor sejlere aktivt opgraderer til sæsonen, siger projektleder Glen Blæsbjerg.
Det var succesfulde Maritime Dage i Fredericia – en messe med handel og inspiration, det er overskriften fra Martime Dage, hvor Glen Blæsbjerg har sendt følgende til bådpressen:
Maritime Dage i Fredericia er nu veloverstået, og vi kan se tilbage på en messe, hvor både udstillere og besøgende har haft stor værdi af at deltage. Med et samlet besøgstal på 14.264 over de to weekender har vi skabt en vigtig platform for den maritime branche – en platform, hvor der blev handlet, netværket og fundet ny inspiration til den kommende sejlsæson.
Forretning og netværk i højsædet
Evalueringerne viser, at næsten 90 % af udstillerne har fået nye kundeemner og dermed mødt sejlere, de ellers ikke ville have haft kontakt med. Dette viser, at messen har en stærk berettigelse som bindeled mellem sejlere og udstyrsleverandører. En enkelt udstiller rapporterer endda, at de solgte hele seks både under messen – et tydeligt tegn på, at der både bliver handlet og opgraderet til sejlsæsonen.
Engagerede og købestærke besøgende
Hele 90 % af de besøgende har allerede en båd, der er større end en traditionel jolle, hvilket bekræfter, at messen tiltrækker et publikum, der er engageret i sejlads. Derudover har 40 % af gæsterne deltaget i mellem ét og tre oplæg under messen, hvilket understreger, at interessen for vidensdeling og inspiration er stor.
Når det kommer til handel, viser tallene, at halvdelen af de besøgende har købt udstyr for op til 4.000 kr. under messen (typisk fra 500 til 4.000 kr., red). Det understreger, at Maritime Dage i høj grad fungerer som en messe, hvor sejlere aktivt opgraderer og gør sig klar til den kommende sæson.
En ny retning kræver tid
Besøgstallet lå en smule under vores forventninger, og vi forstår, at nogle af de erfarne messegæster har været skuffede over, at der ikke var en stor udstilling af nye både til besøg. Vi har med navneskiftet fra BOAT SHOW til Maritime Dage forsøgt at signalere, at en klassisk indendørs bådudstilling ikke længere er efterspurgt af branchen grundet faldende salg og høje omkostninger.
Det tager dog tid for den brede offentlighed at vænne sig til denne udvikling, især blandt de besøgende, der primært ønsker at opleve nye store både uden nødvendigvis at have intentioner om at købe.
Vi ser frem til fortsat at udvikle Maritime Dage som et stærkt samlingspunkt for sejlere og den maritime branche og takker alle deltagere, udstillere og samarbejdspartnere for at have gjort messen til en succes, forklarer Glen Blæsbjerg.






