Ny lettere Excess 13 lover mere sejlglæde
– Excess 13 vejer over tre ton mindre end en Lagoon 43 og har 10 kvadratmeter mere sejl til kryds, forklarer produktchef Hervé Piveteau. Den nyeste model er fra Groupe Beneteaus katamaranmærke. Filosofien bag designet er enkel: "less is more". Se video af båden.
Der er skruet op for både sejlglæden og designkvaliteten i den nye Excess 13, hvor dagslys og rummelighed er i centrum.
Den nyeste model fra Groupe Beneteaus katamaranmærke markerer samtidig et vigtigt skifte: For første gang er det det anerkendte Marc Lombard-studie i La Rochelle, der har stået for linjerne – kendt for at levere vellykkede både med et, to eller tre skrog.
Excess 13 placerer sig midt i mærkets sortiment og signalerer et ønske om mere performance og lettere sejlads sammenlignet med de tidligere modeller fra VPLP.
Vejer tre ton mindre og har mere sejl
Resultatet er en katamaran med lettere skrog og fittings – og ikke mindst en bemærkelsesværdig lethed i indretningen. Skrogene er asymmetriske og smallere under vandlinjen, hvilket giver mindre modstand og bedre fart, fortæller Yachting World.
– Excess 13 vejer over tre ton mindre end en Lagoon 43 og har 10 kvadratmeter mere sejl til kryds, forklarer produktchef Hervé Piveteau.
Blandt nyhederne finder man nedfældelige badeplatforme på hækene – inspireret af enkeltskrogsbåde – samt et regnvandsopsamlingssystem integreret i overdækket.
Filosofien bag designet er enkel: "less is more". Piveteau fremhæver blandt andet den naturlige ventilation og det smarte interiør, hvor kahytsdøre også fungerer som skabslåger.
Excess 13
Skroglængde: 12,99 m (42 fod 7 tommer)
Længde overalt (LOA): 15,30 m (50 fod 2 tommer)
Bredde: 7,25 m (23 fod 9 tommer)
Dybgang: 1,48 m (4 fod 10 tommer)
Deplacement (let): 10.600 kg (23.369 lbs)
Sejlareal til kryds: 115 m² (1.237 ft²)
Pris: Offentliggøres i april
Mere info: www.excess-catamarans.com
Cirkapris fra 4,5 mio. kroner plus levering
Dansk importør: www.tempobaadsalg.dk


