Motorbåd i voldsomme flammer på Rudkøbing Havn
Langelænder Leif Christensen og flere lokale fik torsdag middag et chok, da motorbåden Juliane pludselig stod i lys lue ved kajen på Rudkøbing Havn.
Det var et voldsomt syn. Flammerne stod højt op, og der gik ikke mange minutter, før hele båden var omspændt af ild
- Jeg tog en billedserie af branden kl. 12.15 i dag. Det er aldrig sjovt at se noget der brænde, alt er ødelagt, siger Leif Christensen til minbaad.dk, der har fået lov til at bringe billederne.
Beredskab Fyn rykkede ud til havnen omkring middagstid, hvor brandfolkene kæmpede for at få ilden under kontrol. Politiets vagtchef, Sten Nyland, oplyser, at branden på et tidspunkt blussede op igen, men at indsatsen hurtigt blev intensiveret.
– Vi har været på stedet sammen med brandvæsnet. Branden så ud til at have taget fat igen, men Beredskab Fyn arbejder fortsat derude, siger Sten Nyland til Fyns Amts Avis.
Der var ingen personer ombord på Juliane, da branden brød ud, og ingen er kommet til skade. Årsagen til branden er endnu ukendt.
Branden kunne ses på lang afstand, og flere lokale stimlede sammen på havnen for at følge indsatsen på sikker afstand.






