Floriane gav vindstød af orkanstyrke i Danmark - se DMIs kort
Det har været en blæsende nat, hvor der flere steder er målt storm i middelvinden, mens de kraftigste vindstød har været langt over grænsen for orkan, men stormlavtrykket Floriane er tirsdag morgen ved at miste lidt af pusten, skriver dr.dk. I Hvide Sande Havn er der oversvømmelse.
Selv om DMI ikke har navngivet stormen, så har der fra mandag aften og frem til tirsdag morgen været middelvind af stormstyrke fire steder i landet.
Højeste middelvind er målt ved Røsnæs i Nordvestsjælland. Her nåede middelvinden over 10 minutter op på 27,1 meter per sekund.
Også ved Thorsminde, Blåvandshuk og Kegnæs har middelvinden været over de stormgivende 24,5 meter per sekund, skriver dr.dk, der viser kort over hvor de blæste mest.
Flere steder med orkan i vindstødene
Floriane gav også vindstød af orkanstyrke, da den i nattetimerne kulminerede hen over landet.
De kraftige vindstød kom i forbindelse med byger syd og sydøst for stormlavtrykkets center.
Foreløbigt er der målt orkan i vindstødene fire steder i landet, og det kraftigste blev registreret ved Thorsminde. Her blev et vindstød målt til 36,5 meter per sekund.
Det er langt over de 32,7 meter per sekund, der er grænsen for orkan.
Også ved Røsnæs, Kegnæs og Blåvandshuk er der indtil klokken 6.30 målt vindstød af orkanstyrke.
Kilde. dr.dk
Se også DMIs varsel, der er i dag tirsdag varsel for stormende kuling med vindstød af orkanstyrke og for forhøjet vandstand.
Se også TVMidtvest-indslag om forhøjet vandstand