DH-danmarksmestrene i tre klasser kåret i Middelfart
Tre nye danmarksmestre blev kåret søndag i Middelfart efter weekendens brag af et DH-DM. Vinderne blev en GP 42, Smaragd og Melges 24.
31 både var samlet til tre intense dage i Lillebælt, hvor Middelfart Sejlklub i samarbejde med Dansk Sejlunion stod for afviklingen af årets mesterskab. En stor flok frivillige sørgede for et velsmurt arrangement med både skarpe baner, velafviklede sejladser og masser af liv på havnen.
Skiftende forhold
Mesterskabet bød på både let- og mellemvind, hvilket gav sejlerne en bred palette af sejlforhold, inden medaljerne blev fordelt søndag.
I gruppe 2 og 3 var guldet reelt sikret af Lamborghini Rumba og Mathias Degn allerede inden sidste sejlads, hvor begge både satte trumf på ved at tage tre ud af tre sejre søndag.
I gruppe 1 var spændingen intakt helt til målgangen ved sidste sejlads. Kun ét enkelt point skiller Al Capone og Quinta Light i toppen, der weekenden igennem kæmpede en tæt kamp.
– Det har været superlækre baner og superlækkert sejlvejr, så det er svært at ønske sig det ret meget bedre, siger Tue S. Andersen, skipper på Al Capone, der til sidst sikrede sig guldet.
– Hovedparten af de både, der var med i vores gruppe, er nogle af de skarpeste i landet. Så det har været megahårdt og fed kapsejlads. Vi har ligget og kæmpet med Quinta Light, som er en superkompetent båd med en superdygtig besætning. Det var få sekunder vi lå og sloges om, så det kunne have gået alle veje. Derfor er det selvfølgelig også fedt at stå med sejren til sidst, siger han.
I samme gruppe sluttede Dixi 5 og Sirena á point på tredje- og fjerdepladsen, og duellen måtte afgøres på antallet af førstepladser. Her gjorde Dixi 5 rent bord med tre sejre søndag og sikrede sig bronzen foran konkurrenterne, fortæller Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse.
Solid afslutning på Blue Week
Med sejrene kan besætningerne føje deres navne til rækken af danmarksmestre i DH efter et intenst mesterskab. Lørdag aften var baneleder Christian Lerche lettet over, at de fire sejladser, der skulle til for at konstituere mesterskabet, var i hus, for søndagens prognoser så ikke lovende ud.
Frygten blev dog gjort til skamme, og sejlerne fik tre tætte sejladser i 4-5 m/s, som satte et flot punktum for mesterskabet.
– En stor ros til hele baneteamet, der trods udfordrende forhold undervejs i mesterskabet fik det hele til at spille med stort engagement. Det samme gælder sejlerne. Der har været virkelig god stemning hele vejen rundt på banen, så det har været en kæmpe fornøjelse, siger Christian Lerche.
Mesterskabet blev afviklet som en del af Blue Week, hvor Middelfart Sejlklub stod i spidsen for aktiviteter både på vand og land. Dansk Sejlunion sender en stor tak til klubben og de mange frivillige kræfter, der skabte rammerne for en DM-weekend i absolut topklasse.
Se flere fotos: www.facebook.com/DH.Dansk.Mesterskab
Vindere af årets DH-DM - se alle resultater
Gruppe 1
Guld: Al Capone 2.0, Snaptun Sejlklub, GP 42
Besætning: Tue S. Andersen (skipper), Emil Gordon Andersen, Daniel Peter Hedenborg, Brian Keene, Jonatan Christensen, Jesper Misfelt, Jesper Feldt, Lars Kirk, Nickolaj Søgaard Sørensen, Tobias Kirk Andreasen, Rune Cramer, Kenneth Varridsbøl Hansen
Sølv: Quinta Light, KDY, HH 42
Besætning: Anders Bogason (skipper), Jeppe Bo Rasmussen, Sofus Pedersen, Mads Hansen, Rene Villfrance, Anton Bocher, Nicolai Fischer-Bogason, Romain Olivier, Anton Seehausen, Joachim Carlsen, Ulrik Andreasen
Bronze: Dixi 5, Helsingør Sejlklub, XR41
Besætning: Erik Stannow (skipper), Bertil Balser, Thor Malthe Andersen, Kræn Nielsen, Charlotte Graffunder, Carl Rupp, Søren Arleth, Florian Heinze, Gordon Nickel, Ruben Rimfors, Mathias Rossing
Gruppe 2
Guld: Lamborghini Rumba, Horsens Sejlklub, Smaragd
Besætning: Morten Arndal (skipper), Brian Foged, Morten Fjerbæk
Sølv: Astarte II, Sejlklubben Neptun Vejle, Jeanneau Sun Fast 3600
Besætning: Torben Falholt (skipper), Sten Mejdahl, Martin Lütken, Hans Linde, Christopher Falholt, Thomas Nathan, Hjalmar Ellegaard
Bronze: Ventoux, Middelfart Sejlklub, X-37
Besætning: Niels Nørgaard Pedersen (skipper), Claus Hovgaard, Anja Reilev, Troels Thomsen, Mette Reilev, Nicolas Chernobilsky, Henrik Jensen, Sofie Nørgaard Pedersen
Gruppe 3
Guld: Team Judas, Aarhus Sejlklub, Melges 24
Besætning: Mathias Degn (skipper), Mathias Skovby, Mikkel Ebbesen, Kristian Præst, Felix Bøje Hansen
Sølv: My Little Pony, Brejning Båd Klub, Melges 24
Besætning: Andreas Wissing (skipper), Jonathan Slotsgaard, Christoffer Søndergaard, Jakob Lynnerup, Milo Sørensen
Bronze: Søren Rasmussen, Vallensbæk Sejlklub, Melges 20
Besætning: Søren Rasmussen (skipper), Dan Fredskov, Emily Weidner

