Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Alt er nu sat i gang og kursen er sat mod nogle af de mest krævende sømil, Danmark kan byde på. Garmin Round Denmark Race 2025 er i gang. Her er en solo-sejler på vej. Foto: Peter Brøgger
Kapsejlads
X-99 solosejler. Foto: Peter Brøgger
Kapsejlads
Det er en lang tur for en solosejler rundt om Danmark. Foto: Peter Brøgger

Garmin Round Denmark Race: 680 sømil fra Aarhus og hjem igen

Fredag morgen gik starten for singlehand-klassen i årets Garmin Round Denmark Race. Senere fredag – kl. 17.00 – skal doublehand- og fully crewed-besætningerne sejle. 18 både deltager i år i sejladsen, der med sine 680 sømil rundt om Danmark er en af de mest krævende sejladser i Norden.

Af Troels Lykke |

Ruten fører sejlerne nordpå mod Skagen, gennem Øresund, øst om Sjælland, videre rundt om Bornholm, op gennem Lillebælt og tilbage til Aarhus. Det stiller store krav til både materiel og mandskab.

Søren Ilsø Mahneke, event manager i Aarhus Internationale Sejlsportscenter, forklarer, hvad der gør sejladsen særlig.

– For os, og forhåbentlig også for sejlerne, er denne sejlads en perfekt kombination af udfordrende sejlads og eventyr. Sejlerne bliver testet på taktik og strategi, men sidder også på første parket til den smukke danske kystlinje. Det synes vi alle skulle prøve at opleve.

Han understreger, at evnen til at holde hovedet koldt døgnet rundt og træffe de rigtige beslutninger under pres er afgørende for at gennemføre.

Hæder til dem, der kæmper
Der uddeles præmier til Line of Honor i alle klasser – singlehand, doublehand, full crew og multihull – samt en særlig pris til "årets fighter". Samtidig modtager alle sejlere, der gennemfører sejladsen, en finisher-præmie.

– Uden at afsløre for meget, kan vi godt sige, at præmien i år vil blive overrakt et sted, hvor de fleste deltagere med garanti har brug for et hvil, siger Søren Ilsø Mahneke med et smil.

Garmin fejrer fem års jubilæum
Årets udgave markerer samtidig femårsjubilæet for Garmins engagement som hovedpartner i sejladsen. Ifølge arrangørerne har samarbejdet været helt centralt for, at GRDR har udviklet sig til det, den er i dag.

– Vi er utrolig glade for og stolte af samarbejdet med Garmin, som er blevet en tæt partner i huset. De har hjulpet os med at løfte og udvikle GRDR år for år, og vi ser frem til fortsat at lave Nordeuropas hårdeste sejlads med dem, siger Søren Ilsø Mahneke.

Også hos Garmin ser man tilbage på de fem år med stolthed. Christine Jæger, Consumer Marketing Manager hos Garmin, udtaler:

– Vi er utrolig stolte af at kunne fejre femårsjubilæum for Garmin Round Denmark Race sammen med Aarhus Internationale Sejlsportscenter. Det har fra starten været et stærkt og professionelt samarbejde, og vi ser hvert år, hvordan de deltagende sejlere samles om denne unikke udfordring og skaber et unikt fællesskab både før, under og efter. Aarhus er det perfekte udgangspunkt for et race af den her kaliber – og vi glæder os til endnu en spektakulær tur rundt om Danmark.

Garmin støtter løbet med præmier og bidrager i år med en samlet præmiepulje på 25.000 kroner.

Følg sejlerne døgnet rundt
Sejladsen kan følges tæt via Garmin Round Denmark Races officielle kanaler og live tracking:

 

content-loader
content-loader