Reddere fra Lynetten trak grundstødt Granada 27 fri i Dragør i hårdt vintervejr
Frivillige fra Dansk Søredningsselskab, København blev søndag kaldt ud til en grundstødt Granada 27 ud for Dragør. En enkelt person var om bord.
Holdet fra Dansk Søredningsselskab fra Lynetten Havn på fem mand var hurtigt samlet og stævnede ud med redningsfartøjet Rescue Njord.
Undervejs fordelte de opgaverne, så rollerne var klare, når de nåede frem. Ved havaristen blev en bådfører og en redder sat over for at vurdere forholdene. Det viste sig hurtigt, at båden stod solidt på grunden.
Trods vanskelige betingelser lykkedes det redderne at få trossen fra Rescue Njord fastgjort. Herefter kunne redningsfartøjet begynde det langsomme arbejde med at trække sejlbåden fri. Det krævede præcis manøvrering og fuld koncentration fra hele besætningen, ikke mindst rorsmanden, fortæller de frivillige reddere på facebook.
Efter en vellykket frigørelse blev Granada 27’eren taget på slæb og bragt sikkert ind i havn. Her blev båden tjekket for utætheder, før ejeren kunne starte motoren og selv lægge til kaj.
Redningsholdet returnerede derefter til Lynetten for at gøre Rescue Njord klar til næste opgave – hvis den skulle komme, fortæller redderne.





