Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Tætte dueller i hård vind i Marstrand. Foto: Daniel Stenholm/Nordic Leauge

Københavns Amatør-Sejlklub tog sølv ved Nordic Sailing League Final i Marstrand

Halmstad Segelsällskap blev Nordens bedste klub – stormen Amy satte sit præg på finalen med udsættelser og kæntringer. KAS tog sølv og Vejle tog 4. plads i legendariske Marstrand. Se vilde surfture.

Af Troels Lykke |

Trods hård vind og bølger fra stormen Amy sejlede Jacob Dannefer og hans mandskab fra Københavns Amatør-Sejlklub (KAS) sig til en sølvmedalje ved Nordic Sailing League Final 2025.

Det svenske Halmstad Segelsällskap vandt guld og kan nu kalde sig Nordens bedste sejlklub.

Storm og stærke kræfter på banen

Finalen blev afviklet i weekenden ud for Marstrand – midt i stormens efterdønninger. Meteorologiske institutter i både Sverige og Norge havde udsendt advarsler, og mange bådejere sikrede fortøjningerne i havn. Men for de nordiske topsejlere i J/70-klassen betød det bare ekstra udfordringer.

Da vinden lagde sig en smule lørdag eftermiddag, kom de seks bedste klubber fra Norden på vandet til den første udgave af Nordic Sailing League Final. Her viste Halmstad-besætningen med Christoffer Hellekant som rorsmand, at de trives i hårdt vejr.

– Det føles stort at vinde den første Nordic Sailing League. Vi har så mange dygtige hold i Norden, så det er på tide, at vi har et mesterskab på det niveau, sagde Hellekant efter sejren til skippo.se

KAS-holdet med Jacob Dannefer som skipper holdt sig hele weekenden i den bedste ende af feltet, og da vinden søndag tiltog til 10–12 m/sek., fandt danskerne rytmen. 

Se vilde surfture fra stævnet

Resultat – Nordic Sailing League Final 2025 (Marstrand):

  1. Halmstad Segelsällskap (Sverige) – Christoffer Hellekant

  2. Københavns Amatør-Sejlklub (Danmark) – Jacob Dannefer

  3. Göteborgs Kungliga Segelsällskap (Sverige) – Oscar Engström

  4. Sejlklubben Neptun Vejle – Martin Juhl

  5. Åsgårdstrand Seilforening – Sindre Sørebø

  6. Segelsällskapet Åmålsviken – Tomas Skålén

  7. Kongelig Dansk Yachtklub – Thomas Hartvig

  8. Kongelig Norsk Seilforening – Erik Hveding

  9. Åländska Segelsällskapet – Markus Rönnberg

  10. Kungliga Svenska Segel Sällskapet – Sandra Sandqvist

Nyt nordisk format

Nordic Sailing League Final er en ny konkurrence mellem sejlklubber fra hele Norden – inspireret af Sailing Champions League. Ambitionen er at skabe en årlig finaleturnering, hvor de bedste klubber dyster om titlen som Nordens stærkeste sejlklub.

content-loader
content-loader