Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Cape 26 er bygget til at sejle hurtigt, men uden behov for fuld professionel besætning. Den har en 2,55 meters bredde, så den kan trækkes på trailer. Køl og ror er i kulfiber og kan hæves. Foto: Mills Design

Cape 26 fra Cape Town på vej - lillesøster til succesfuld Cape 31

Cape 31 er blevet et globalt fænomen. En 31-fods sportsbåd, som i løbet af fire år har rundet 80 eksemplarer og dannet sin egen One Design-klasse. Nu får den selskab af en mindre, men lige så ambitiøs lillesøster og til halv pris: Cape 26, der sejles af fire personer.

Af Troels Lykke |

Cape 26 er ikke bare en nedskaleret udgave. Den er født af ønsket om en hurtig, trailerbar sportsbåd, der kan bygges effektivt – men stadig levere det brede smil på læns.

– Vi var egentlig bare tre fyre, der troede, vi skulle bygge fem både til Hong Kong. Det endte med, at vi måtte etablere en fuld produktionslinje, siger Davey James fra Cape Performance Sailing, tidligere snedker og nu bådebygger på fuld tid.

Cape 26 er resultatet af tæt samarbejde mellem designer Mark Mills, James og hans makker Stephen du Toit, som tidligere har bygget 420'ere og 29'ere. Den nye båd skal være sjov, nem og billigere end Cape 31 – uden at gå helt på kompromis med performance.

– Jeg sagde til Mark Mills:

"Den her båd bliver 80 procent af Cape 31 – til halvdelen af prisen." Og han svarede: "Perfekt. Det bliver vores slogan," fortæller James til Sail-World.com.

Let at håndtere – svær at indhente

Cape 26 er bygget til at sejle hurtigt, men uden behov for fuld professionel besætning. Den har en 2,55 meters bredde, så den kan trækkes på trailer. Køl og ror er i kulfiber og kan hæves. Båden har en lukket spilerkanal under dæk, så ingen behøver balancere på fordækket under sejlskift.

– På Cape 31 er forkastmanden den vigtigste i hele besætningen. Gør han det rigtigt, får du en fantastisk dag. Gør han det forkert, så er det kaos. Derfor ville vi undgå det her, forklarer James.

Resultatet er en 7,8 meter lang sportsbåd, der kan sejles af fire voksne – eller en blanding af generationer og niveauer. Den er mindre aggressiv end nogle af de mest ekstreme sportsbåde, men kan stadig nå over 20 knob på læns.

Stabil og stærk

Selv om Cape 26 er let og trailerbar, har den et seriøst setup under vandlinjen. Et 400 kilos bulb 2 meter nede sikrer stivhed, og sejlklar vejer båden 1500 kilo. Den er bygget i E-Glass – solidt og komfortabelt til alsidige forhold.

– Den er lidt større end en J/70 eller Melges 24, og det giver den en bedre gang i bølger. Den sejler 6,5 knob på kryds, hvilket for få år siden var noget, man kun så på 40-fodere, siger James.

Cape 26 bliver bygget i Cape Town med en ambition om at kunne levere én båd om ugen. Og det er ikke en konkurrent til Cape 31 – snarere en fødekanal.

– Mange vil gerne have en Cape 31, men økonomien spænder ben. Med Cape 26 har vi skabt en båd, der gør det lettere at tage første skridt. Og faktisk har interessen for 31’eren også fået et boost efter lanceringen af 26’eren, siger James.

Cape 26 er kort sagt en lille båd med store ambitioner. Den er bygget til at være sjov, nem at håndtere – og hurtig nok til at tage pusten fra langt større både.

Cape 26
Længde overalt (LOA)    7,8 meter
Længde i vandlinjen (LWL)    7,65 meter
Bredde (Beam)    2,55 meter
Dybgang    0,4 meter (køl oppe)<br>2,05 meter (køl nede)
Deplacement    1.050 kg
Sejlklar vægt    1.500 kg
Ballast    400 kg (bulb)
Storsejl    26,1 m²
Fok    16,6 m²
Spiler    80,2 m²
Pris forventet - cirka 800.000 kr.
Værft www.capethirtyone.com/

content-loader
content-loader
content-loader