Christensen, Warrer og Mohr klar til J/70 DM-brag i Nivå
– J/70-klassen har nu næsten 140 J/70ere i Danmark. Det er blevet en klasse, der viser, hvordan moderne sejlsport både kan være aktiv, inkluderende og social året rundt, siger Peter Wolsing fra J/70 klubben. DM sejles 17. og 18. maj med lounge og reggaevibes på land.
Når Sejlcenter Nivå den 17.-18. maj danner rammen om Danmarksmesterskabet i J/70 og det åbne Spring Challenge, bliver det med intet mindre end 40 både på startlinjen – og med et stærkt mix af elite, ungdom og klubbesejladser.
– J/70-klassen vokser fortsat støt, og vi har nu næsten 140 J/70ere i Danmark. Det er blevet en klasse, der viser, hvordan moderne sejlsport både kan være aktiv, inkluderende og social året rundt, siger Peter Wolsing, der er i bestyrelsen i J/70 Class Denmark .
Sejl med – uanset niveau og udstyr
DM-sejladserne er åbne for alle J/70-sejlere. Også dem, som ikke sejler med det fulde måleudstyr og derfor ikke opfylder de internationale klasseregler. De kan i stedet tilmelde sig den såkaldte Spring Challenge.
– Det handler om at skabe en sejlerfest, hvor alle kan være med – både dem, der går efter medaljer, og dem, der kommer for oplevelsen og fællesskabet. Det er nem og inkluderende sejlsport. forklarer Peter Wolsing.
Verdensklasse-navne på startlinjen
I toppen af feltet er der lagt op til en benhård kamp om Danmarksmesterskabet.
Egå-sejler Kim Christensen – sidste års mester i Middelfart – stiller igen til start med OL-guldvinder Jonas Warrer ombord. Men han får kamp til stregen af navne som tidligere America's Cup-sejler Sten Mohr, Frederik Hvalsøe og flere andre profiler, der har præget toppen af dansk sejlsport de seneste år.
– J/70 tiltrækker nogle af de dygtigste sejlere i Danmark – og det gør klassen ekstra spændende at følge, siger Wolsing.
Præmier til alle slags præstationer
Ud over DS/DM-medaljerne er der også præmier til hurtigste klubbåd, bedste ungdomsbesætning og bedste WOW-besætning.
– Vi hylder også de stærke fællesskaber, ikke kun dem med de tungeste medaljer, lyder det fra Wolsing.
Lounge og reggaevibes på land
Sejladserne afsluttes lørdag med en hyggelig loungeaften for alle deltagere.
– Der bliver buffet, fri bar og reggaemusik i Soundboxen. Vi skal have en afslappet aften med god stemning og masser af snak om dagens sejladser, lover Peter Wolsing.
Med 40 både på vandet, et stærkt felt og en stemning båret af både konkurrence og fællesskab, er der lagt op til, at J/70 DM i Nivå bliver årets største og sjoveste klassebådsstævne i Danmark.

