Sejlerne går ind i 2026 med største landsholdstrup i nyere tid
Unge talenter bryder igennem, og en bred, stærk trup giver Dansk Sejlunion et markant løft frem mod en internationalt ambitiøs sæson, men de gamle travere og OL-medaljetagere, Jena Mai Seaton og Jonas Warrer, hænger stadig på.
Dansk Sejlunions sportschef og landstrænere har sat navne på de sejlere, der udgør Sejlerlandsholdet og Udviklingsgruppen i 2026.
Med 12 sejlere i landsholdstruppen er det den største udtagelse i nyere tid. Et tydeligt tegn på, at dansk elitesejlads står stærkt på tværs af flere discipliner.
Peter Hansen, sportschef i Dansk Sejlunion, glæder sig over bredden og niveauet i truppen, som han ser som et resultat af den senere tids målrettede arbejde i klubmiljøerne og i træningscentrene.
- Den sportslige udvikling går den rigtige vej. Vi ser flere sejlere, der kan konkurrere i verdenseliten, og vi ser klubmiljøer i Danmark, der bidrager til den gode udvikling. Udtagelsen af 2026-truppen afspejler, at dansk elitesejlads står på et solidt fundament, og at vi går ind i sæsonen med stærke perspektiver, siger Peter Hansen, sportschef i Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse.
Unge FX'ere sejler sig på landsholdet
Den største nyhed i årets landsholdstrup er udtagelsen af Rebekka Johannesen og Silje Cerup-Simonsen, Sletten Bådeklub, i 49er FX. Med en imponerende ottende plads ved VM klarede de to 22-årige sejlere cuttet til landsholdet, hvor kravet netop er en placering blandt de otte bedste.
- Vi er meget glade og stolte over at være udtaget til Sejlerlandsholdet. Det betyder meget at nå en milepæl, vi har kæmpet for i utallige timer på vandet, siger Rebekka Johannesen.
De to sejlere, der internationalt er kendt som ’the young danish girls’, er trods en ung alder allerede rutinerede i skiff-klassen og med bemærkelsesværdige resultater med sig. Sammen har de vundet både EM-guld og VM-sølv i 29er, mens styrmand Rebekka Johannesen desuden har vundet U23 Open VM i 49er FX.
Men selv med flotte medaljer på CV’et er det noget langt mere jordnært, der driver dem videre.
- Noget af det, der har fungeret rigtig godt for os, er den stærke træningsbase, vi har i Danmark. Først i Rungsted, da vi sejlede 29er, og nu i Hellerup, hvor vi har vores Elite- og Talentcenter Øst. Vi har haft gode træningsmakkere og haft det rigtig sjovt, mens vi har sejlet, og det har været vigtigt for os, siger Silje Cerup-Simonsen.
Kontinuitet i resten af truppen
Ud over den nye FX-besætning er resten af landsholdet fra 2025 genudtaget i 2026. Det giver kontinuitet og ro om forberedelserne frem mod de internationale opgaver i det kommende år.
Peter Hansen ser derfor frem mod 2026 med stor optimisme.
- Vi har et stærkt udgangspunkt med den største landsholdstrup i flere år, et solidt udviklingsmiljø og unge sejlere, der bryder igennem på højt niveau. Udtagelsen til Sejlerlandsholdet og Udviklingsgruppen afspejler den sportslige kvalitet og den indsats, der hver dag lægges i klubber og træningsmiljøer i hele landet. Det tegner godt for fremtiden, siger han.
Landsholdet 2026
ILCA 6
Anna Munch, Aarhus Sejlklub
49erFX
Johanne Schmidt, Aarhus Sejlklub
Andrea Schmidt, Aarhus Sejlklub
Jena Mai Seaton, Hellerup Sejlklub
Christina Andersen, Hellerup Sejlklub
Rebekka Johannsen, Sletten Bådeklub
Silje Cerup-Simonsen, Sletten Bådeklub
49er
Jonas Warrer, KDY
Mathias Sletten, KDY
Frederik Rask, Skovshoved Sejlklub
Jakob Precht, Skovshoved Sejlklub / Aarhus Sejlklub
IQ Foil
Johan Søe, ÅWK/Surf Horsens






