Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Selvom de fleste af husbådene er lystbåde, som er blevet bygget om, så gælder der samme regler for dem, som for normale huse. Foto: Ishøj Kommune

Ishøj vil gøre husbåde lovlige som helårsboliger trods opsigelse

Efter lang tids usikkerhed er der håb for cirka 20 husbåde i Ishøj Havn. Et enigt byråd har besluttet at arbejde for en lovliggørelse af helårsbeboelse på husbåde – en markant kursændring efter, at kommunen tidligere på året opsagde den ordning, der siden 2014 har gjort fast beboelse mulig.

Af Troels Lykke |

– Det er jo rigtig positivt, at et enigt byråd nu har besluttet, at de vil have husbåde i Ishøj Havn, siger beboernes talsperson Knud Ullerichs, der bor på sin båd Bertha.

Opsigelsen betyder dog fortsat, at beboerne i princippet skal flytte inden 1. marts 2026, og Ullerichs håber derfor på en dispensation, indtil en ny lokalplan kan vedtages, skriver TV 2 Kosmopol.

Dejligt med liv i havnen året rundt

Borgmester Merete Amdisen (S) bekræfter, at en midlertidig løsning indgår i byrådets beslutning. Også havnens bestyrelsesformand, Preben Bjørn Madsen, ser positivt på udviklingen.

– Det er jo dejligt med liv i havnen året rundt, og beboerne bidrager økonomisk. Om kommunen siger ja til 10, 20 eller 30 beboere, så vil det være fint med os, siger han.

Skal leve op til byggelovens krav

Ifølge kommunen skal beboelserne dog leve op til byggelovens krav, før ordningen kan blive permanent.

Det betyder, at der f.eks. skal være en vis afstand mellem skel. Normalt ligger bådene i en havn jo meget tæt sammen, så det er en af de ting, der skal findes en løsning på. 

– Jeg vil bo her, til jeg ikke længere er i stand til at bo på et skib, siger Knud Ullerichs til tv-stationen.

Kilde. TV 2 Kosmopol

content-loader
content-loader