Ti nye J/70’ere til Sejlsportsligaen 2026
Når startskuddet lyder til den 13. sæson af Sejlsportsligaen, bliver det med flere klubber end nogensinde og ti spritnye J/70-både på startlinjen. 2026 tegner dermed til at blive endnu et markant år for dansk klubsejlads. Se 2026 kalenderen for stævner i 1. og 2. division.
De danske sejlklubber står skulder ved skulder i troen på, at ligaens format med korte, intense sejladser og et stærkt fællesskab på tværs af klubberne er en nøgle til at fastholde og udvikle sejlere i Danmark.
– Vi ser en utrolig positiv udvikling i klubmiljøet. Sejlsportsligaen fungerer som et bindeled – både for fællesskabet i klubberne og for det sportslige niveau på tværs af landet, siger Rasmus Slabiak fra Sejlsportsligaen.
Nye både – og gamle, der sejler videre
Sæsonen 2026 markeres med leveringen af ti nye J/70-både. Samtidig får de tidligere både nyt liv ude i landets sejlklubber, hvor de fremover skal bruges til træning, ungdomsarbejde og lokale kapsejladser.
– Det er en helt unik model, vi bruger, hvor bådene får en ny rolle i klubberne. Det er en cirkulær model, som både gavner bredden og giver flere sejlere adgang til moderne kapsejlads, siger Rasmus Slabiak til bådpressen.
Bådene, der er fra maj 2024, var tidligere i år til salg for 345.000 kr. med trailer og en sæson gamle Elvstrøm-ligasejl. Bådene kunne desuden købes uden trailer og sejl, oplyste Rasmus Slabiak til minbaad.dk.
J/70erne er velsejlende, holdbare og sjove, men de er ikke billige. En tilsvarende ny J/70’er koster nemlig omkring 500.000 kr. med træningssejl og trailer, mens en fuldt race-klargjort udgave løber op i 600.000 kr.
Nye initiativer og stærke gengangere
2026 byder også på nye tiltag og velkendte formater i udvikling.
WOW DM (Women on Water) rykkes til de lyse sommeraftener og sejles den 20.–21. juni. Samtidig introduceres Ungdomsligaen, et nyt koncept med to events, der skal give unge sejlere smag for ligasejlads.
Derudover vender både Womens Sailing Champions League, Youth Sailing Champions League og Nordic Sailing League tilbage på dansk grund.
Ligakalender 2026
1. division
• Svendborg: 14.–15. maj
• Helsingør: 6.–7. juni
• Lemvig: 29.–30. august
• Aarhus (Finale): 19.–20. september
2. division
• Svendborg: 16.–17. maj
• Helsingør: 13.–14. juni
• Lemvig: 22.–23. august
• Aarhus: 12.–13. september
Vil jeres sejlklub være en del af Sejlsportsligaen – eller tage del i J/70-miljøet? Se kalenderen og tilmeldingsmuligheder på sejlsportsligaen.dk



