Ny bog efter to års jordomsejling: 'Mod til at turde – fra hamsterhjul til øhop i Stillehavet
Hvad sker der, når man i en alder af 55 og 60 år vælger at gå mod strømmen, droppe jobbet, sælge alt og kaste sig ud på de åbne oceaner i en 42 fods sejlbåd? Det spørgsmål forsøger københavneren Kirstine Dahl at besvare i sin nye bog 'Mod til at turde – fra hamsterhjul til øhop i Stillehavet.
Det er en personlig og reflekterende fortælling om det store brud med det velkendte arbejdsliv – og om at forfølge en livsdrøm, selv når den synes at komme alt for sent.
Sammen med sin mand, Kaare, sejlede Kirstine Dahl ud på et to år langt eventyr tværs over Atlanterhavet og gennem Stillehavets øhav. Undervejs oplevede de både storslået natur, fremmede kulturer – og dyb indre forandring.
Var det for sent?
– En barndomsdrøm om Stillehavet pressede sig på hos Kaare i vinteren 2020. YouTube, corona og kedsomhed hjalp den på vej, og idéen voksede. Men var det for sent? Var det klogt? Kun Kaare kunne sejle. Og havde de overhovedet råd? spørger Kirstine Dahl i bogen.
Overvejelserne og tvivlen var mange – og genkendelige for mange danskere. For bogen er også en kommentar til tidens debat om livsbalancen i arbejdslivet: Skal vi alle arbejde til pensionsalderen – eller kan vi give os selv lov til at stoppe op og genfinde meningen midtvejs?
Solgte hus, bil og møbler
Parret besluttede at tage chancen. De solgte hus, bil og møbler og købte en Hallberg-Rassy 42F MkII, som blev deres flydende hjem gennem to år på verdenshavene. Da de vendte hjem igen, var de mentalt opladede og ivrige efter at tage hul på en ny etape i arbejdslivet – nu med fornyet energi og livsmod.
Allerede inden ægteparret kom til Danmark igen efter jordomsejlingen var båden solgt.
- Vi satte båden til salg længe inden vi skulle hjem, forklarer Kirstine Dahl til minbaad.dk.
Men Mod til at turde er ikke blot en romantiseret rejsebog. Den tager læseren med om bag den glitrende frihed – til tvivlen, frygten og transformationen. Hvordan finder man modet til at give slip? Hvordan er det at forvandle sig fra landkrabbe til sømand? Og hvad sker der, når man vender hjem og skal finde sin plads igen?
Det vil bogen
Kirstine Dahl skriver med indsigt og varme – både om de praktiske forberedelser, livet om bord og møderne med mennesker og kulturer i det fjerne Stillehav. Hun reflekterer over læring, livsvalg og geopolitiske vilkår – og deler konkret viden til både sejlere og livsdrømmere.
- Jeg har skrevet en bog, som sejlere kan bruge hvis de vil sejle jorden rundt. Der er en masse praktiske ting, men også meget andet, forklarer Kirstine Dahl.
Det ved vi i dag. I Mod til at turde stiller Kirstine Dahl skarpt på:
- cementeringen af modet til at turde springe af hamsterhjulet og sejle ud i Stillehavet
- transformationen fra landkrabbe til søulk
- passagerne over Stillehavet i både stille og oprørt hav
- oplevelserne på Stillehavsøerne i lyset af deres kulturhistorie
- rejsen tilbage til livet i Danmark.
Ambitionen med bogen er trefoldig:
At inspirere sejlere og eventyrlystne danskere med konkrete erfaringer fra langturssejlads
At give pause-parate danskere i alle aldre mod til at følge deres drømme
At formidle indsigter om Stillehavets kulturer og historiske lag
Om forfatteren:
Kirstine Dahl er cand.mag.pæd. og har i årevis arbejdet med undervisning, kursusudvikling og læring – blandt andet på Københavns Universitet. Hun er drevet af nysgerrighed, refleksion og lysten til at forstå – både på arbejdet og undervejs i livet.
Fakta om bogen:
Titel: Mod til at turde – fra hamsterhjul til øhop i Stillehavet
Forfatter: Kirstine Dahl
Forlag: Dahls Forlag
ISBN: 9788797592403
Sidetal: 420 i farver
Vejledende pris: 375 kr. inkl. moms
Udgivelsesdato: 1. august 2025
Bogen udkommer på Dahls Forlag og kan købes i landets boghandlere samt online fra august.


