Vragbåde bliver et voksende problem i Norge - koster mange tusinde kroner at skrotte
At skille sig af med en gammel båd kan koste hundredtusinder. Flere både ender på havets bund, skriver Axel Nissen-Lie, redaktør i SEILmagasinet. Branchen frygter både i pensionsalderen. I Danmark flyder det også med bådvrag, der aldrig bliver sejlet i.
Gamle fritidsbåde er ved at blive et miljøproblem i Norge. Når motorer står af, og vedligeholdelsen bliver for dyr, opdager mange bådejere, at det også koster dyrt at skrotte båden.
For nylig stod Reidar Juel Mathisen, 78 år, med regningen for at destruere sin 43 fods motorsejler på 17 ton. Prisen lød på op mod en kvart million kroner – langt mere end båden var værd. Den almindelige ophugningspris er omkring 11.000 kroner pr. ton.
– Det koster tydeligvis næsten 200.000 kroner at blive kvit en stor båd, siger Axel Nissen-Lie, redaktør i SEILmagasinet.
Staten giver i dag et tilskud på 1.000 kroner for aflevering af udtjente fritidsbåde op til 15 meter, finansieret af plastikposeafgiften. Men ordningen dækker kun mindre både. For større fartøjer bliver omkostningen ofte så høj, at nogle vælger ulovlige genveje – de sænker bådene.
Branchen frygter, at problemet vil vokse i takt med, at 2000-tallets store motor- og sejlbåde når pensionsalderen.
Der tales nu om at indføre en reel vragpant, som på biler, hvor køberen betaler pant ved nyanskaffelse. Men det vil gøre nye både væsentligt dyrere.
– Hvis regningen skal betales på forhånd, bliver bådkøb langt mindre attraktivt. Måske ender vi med en årlig bådafgift i stedet – men heller ikke det bliver populært, siger Nissen-Lie.






