Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
XR 41 testes her udfor Årøsund, hvor båden rundede 18 knob med en kæmpe gennaker oppe. Foto: X-Yachts
Kapsejlads

Ny XR 41 surfer 18 knob i Lillebælt - se video - flere ror skal testes

X-Yachts storsatsning om at vinde ORC VM 2025 er nu gået ind i en testfase. Lørdag var XR 41 på vandet i 22 knobs vind. Her loggede raceren 18 knob, ifølge X-Yachts direktør Kræn Nielsen. Båden vises frem på boot Düsseldorf fra på lørdag 18. januar. - Den er fin på roret, siger Jesper Radich.

Af Troels Lykke |

Der er overvældende interesse for XR 41, og 13 kontrakter var signeret inden nogen havde set den endelige båd. Der er også danske købere, herunder Rungsted-sejleren Henrik Jørgensen, der skifter sin Xp44 ud med en XR 41, så han kommer endnu hurtigere frem.

- Det bliver dorfor meget spændende for os at introducere den på boot i Düsseldorf i januar, forklarede X-Yachts direktør Kræn Nielsen før jul til minbaad.dk.

18 knob under test

Siden har båden været til test i Lillebælt udfor Årøsund, hvor vi formoder at det var X-Yachts Dan Petersen, der styrede båden.

- Under en testsejlads i dag (lørdag 11. januar.25, red.), med 22 knob vind, opnåede vi over 18 knob – hvilken følelse! Utallige timers dedikation fra vores team og partnere har resulteret i en båd, der overgår forventningerne på så mange måder. Et stort tillykke til alle involverede, skriver Kræn Nielsen på LinkedIn.

I uge 4 begynder træningen for holdets team, ledet af den tidligere America's Cup-Jesper Radich, der er ved at sætte sit hold efter en mandskabsudtagelse i Skovshoved.

- Vi regner med at XR 41 skal sejles af 9 til 11 personer, men det skal vi lige tunes ind på, forklarer han.

Tester rordesign

- Den er fin på roret generelt, men vi er stadig kun et tidligt stadie. Vi vil teste flere forskellige rordesigns af i den kommende tid og om ti dage skal hele holdet træne, siger Radich i dag til minbaad.dk. Han var om bord på båden fredag, hvor der også blev sejlet.

Næste lørdag præsenteres båden for offentligheden kl. 10:30 på boot Düsseldorf.

Se video, hvor XR 41 surfer 18 knob

XR 41
Længde overalt (inkl. bovspryd): 14,58 m
Skroglængde: 12,75 m
Vandlinjelængde: 11,71 m
Bredde: 4,18 m
Dybgang (standard): 2,4 m
Ballast (standard): 2.650 kg
Deplacement (let): 7.150 kg
Pris i racing-version: 4,6 mio. kr. før moms
Værft: X-Yachts

content-loader
content-loader
content-loader