Udramatisk start – Sjælland Rundt 2025 er dog længere i år - Buksesnedkeren i front ved Farø
De 110 deltagende både er på vej mod Sjællands Odde, men i år må de ikke sejle gennem Snekkeløbet. Årsagen er en varslet NATO-skydeøvelse i området. Buksesendkeren fører fredag morgen ved Farøbroen, lige efter ligger HH 42 og XR 41 kl. 8.52 fredag.
HELSINGØR – Med 117 tilmeldte og 110 både til start blev Sjælland Rundt 2025 skudt i gang torsdag formiddag, bagbord rundt – dog med en times forsinkelse, da DMI varslede at vinden kom senere.
”Vi ventede med at starte, da vinden slet ikke kom som lovet. Men til sidst kom der 3 m/sek. fra nordvest, og bådene kom i gang – i modstrøm og modvind, men der var ingen dramatik,” fortæller Anya Anfeldt fra løbsledelsen.
I 20 graders varme og under blå himmel blev det en stille begyndelse på det traditionsrige kapsejladsræs rundt om Sjælland. Vinden tog langsomt til og nåede torsdag eftermiddag 5 m/sek., stadig fra nordvest.
Skydning ændrer ruten
De deltagende både er på vej mod Sjællands Odde, men i år må de ikke sejle gennem Snekkeløbet. Årsagen er en varslet NATO-skydeøvelse i området.
“Det betyder en omvej på omkring fire sømil,” siger Anfeldt.
Tæt føring og solo-sejler i front
To både ligger lige nu side om side nord for Odsherred: Den ældre træbåd Buksesnedkeren og den moderne HH42 Quinta Light, der kæmper om at føre feltet.
Dog har Dream On, en Frers 49, faktisk lagt flest sømil bag sig – men den sejler i soloklassen og startede en time før hovedfeltet. Ombord er solo-jordomsejleren Jan Møller fra Vedbæk Sejlklub.
Veteran runder 50. tur
En særlig præstation står lokalhelten Jan Madsen fra Helsingør for. Han sejler sin 50. Sjælland Rundt, denne gang i sin XP38.
“Han har kun sprunget en enkelt gang over – og det var fordi, han selv skulle være stævneleder for Sjælland Rundt det år,” siger Anfeldt. Helsingør Sejlklub markerede jubilæet med champagne og t-shirts til den dedikerede sejler.
De første både ventes i mål fredag aften, hvis vinden fortsætter med at holde.
Tre baner – afhængig af bådstørrelse
Rundt om Sjælland sejles der på tre forskellige baner, afhængigt af bådenes mastehøjde og dybgang:
Både med dybgang op til 1,70 meter og masthøjde op til 20 meter sejler gennem Bøgestrømmen: 216 sømil
Både med dybgang over 1,70 meter og masthøjde op til 26 meter sejler gennem Grønsund: 232 sømil
Både med masthøjde over 26 meter sejler syd om Lolland, Falster og Møn: 276 sømil
Følg sejladserne online her via TracTrac og på www.sjaellandrundt.dk.
Følg også her: facebook.com/sjaellandrundt
