XR 41 viste sig som en letdreven, hurtig og avanceret racer
Her er vores første video af XR 41eren, som vi testede i denne uge i Aarøsund. Vi er meget imponeret over bådens design, fx den smalle vandlinje agter, der slipper vandet let, men også al hydraulik og instrumenter, der måler forstag og rorvinkel fx. XR 41 deltager i Nordfyns Bank Fyn Cup.
20 XR 41ere er der solgt. Fire er der fx solgt til Israel, men der er også solgt til USA, Tyskland, Holland og flere andre lande.
I Danmark har kapsejlerne Erik Stannow fra Helsingør og Henrik V. Jørgensen fra Rungsted købt en af den sprøde bådtype, hvor nogle af verdens mest skarpe båddesignere har lagt linjerne til den 7,15 tons lette båd, der stikker 2,4 meter og er 4,18 meter bred.
Vi testede den med North Sails 3Di og en Axxon kulfibermast og bom. Den var fyldt med hydraulik så med en enkelt knap kunne vi hurtigt køre skødevognen ind på fokken eller vi kunne stramme cunningham i fok og storsejl med hydraulik. Noget, der koster på ORC-reglen, men til gengæld kan man lettere trimme båden.
Der er også målinger på rorvinkel og hvor hårdt man har sat forstag fx og meget andet. Den skal sejles af 11 mand. Man vil allerede kunne se den til Fyns Bank Fyn Cup med start i Bogense, ultimo maj.
XR 41eren, der sejlklar ligger i racingudgaven på cirka 5,6 mio. kroner, skal sejles med en krængningsvinkel på 23 grader, noget man også kunne sejle efter, da det også vises på B&G-instrumenterne.
Vi skulle lige lære den at kende
Minbaad.dks udsendte var noget af en amatør, men lærte til sidst at falde af fra vinden på kryds og kom dermed op på 7,5 knob med 39 grader til vinden i 4-5 m/sek. Farten på læns med den 185 kvm. gennaker var oppe og runde 10 knob.
XR 41eren er letdreven og herlig at sejle, men den er ikke for begyndere, hvis du altså vil have bådens fulde fartpotentiale frem.
Du kan også vælge at rigge den op med rullefok og meget andet og bare gøre den til en sportsbåd, men denne båd vi testede var en ORC-racer, som gerne skulle vinde i ORC-klassen ved VM i Tallin til august 2025.
Vi skriver mere om båden og der kommer en video mere med direktør Kræn Nielsen fra X-Yachts, og vi regner også med at et interview med Jesper Radich, der bl.a. skal være taktiker, mens matchrace-stjernen Jeppe Borch skal styre XR 41eren til VM.
XR 41
Længde overalt (inkl. bovspryd): 14,58 m
Skroglængde: 12,75 m
Vandlinjelængde: 11,71 m
Bredde: 4,18 m
Dybgang (standard): 2,4 m
Ballast (standard): 2.650 kg
Deplacement (let): 7.150 kg
Pris i racing-version: 5,6 mio. kr.
Værft: X-Yachts














