Er det gode gamle Duelighedsbevis et lovkrav?
Der er kun få situationer, hvor Duelighedsbeviset direkte er nævnt som et lovkrav. Men som fører af et fritidsfartøj har du ifølge Søfartsstyrelsen pligt til at besidde viden på niveau med den teoretiske del af Duelighedsbeviset.
– Når du er på vandet, har du pligt til at kende og overholde alle søvejsreglerne, forklarer Claus Hasle, instruktør hos Watergames, og tilføjer:
– Det er ikke tilstrækkeligt at overholde de regler, man kender – eller at undskylde sig med, at man sejler forsigtigt og tæt på land. Som skipper har du et klart juridisk ansvar i forhold til søvejsreglerne.
Speedbådskørekortet er ikke nok
Mange tror fejlagtigt, at et Speedbådskørekort er nok til at sejle sikkert. Men pensum i speedbådskørekortet omfatter kun en mindre del af søvejsreglerne.
Den teoretiske del af Duelighedsbeviset dækker derimod alle de internationale søvejsregler samt grundlæggende navigation, farvandsafmærkning, søsikkerhed og håndtering af nødsituationer.
– Der er sjældent problemer med vigereglerne. Mange vælger fornuftigt at vige, hvis de er i tvivl, fortæller Claus og forklarer videre til minbaad.dk:
– Der, hvor vi oftest ser problemer, er i forbindelse med forbudsområder, trafiksepareringer og manøvresignaler.
Manglende kendskab skaber farlige situationer
Uvidenhed kan hurtigt få alvorlige konsekvenser. Hvis man ikke kan identificere et forbudsområde i sit søkort – eksempelvis et skydeområde eller et militært afspærret område – kan det skabe både farlige og ulovlige situationer.
Tilsvarende sker der hvert år hændelser i og omkring trafiksepareringer, fordi fritidssejlere ikke kender reglerne for passage og kurs.
Claus fortæller et konkret eksempel:
– I sommers så jeg en stor motorbåd under manøvre i et smalt farvand. Skipper udsendte to korte signaler – manøvresignalet for “jeg drejer til bagbord”.
– Det gjorde han så. Men der var masser af små både på vandet den dag, og de fortsatte med at sejle tæt forbi på begge sider af den store båd.
– Det var tydeligt, at de ikke havde forstået signalet – og heller ikke kendte de særlige vigeregler, der gælder i smalle passager.
Godt sømandskab begynder med viden
Flere eksempler er næppe nødvendige. Godt sømandskab starter med kendskab til reglerne. Manglende forståelse for søvejsreglerne kan ikke blot føre til farlige situationer, men også få juridiske konsekvenser, hvis noget går galt.
Et Duelighedsbevis handler derfor ikke kun om papir og paragraffer – det handler om sikkerhed, ansvar og respekt for andre på vandet.
Hos Watergames kan du tage de nødvendige kurser og certifikater, så du kan færdes sikkert til søs.
– Vores kurser er tilpasset, så både nye sejlere og erfarne søulke, der blot vil have finpudset deres viden, kan være med, fortæller Claus.
Watergames tilbyder blandt andet Duelighedsbevis (teori og praktik), VHF/SRC-certifikat, Duelighedsbevis i motorpasning, Yachtskipper, Speedbådskursus og sejlads i sejlbåd.
Kurserne afholdes året rundt i hele Danmark – blandt andet i Aarhus, København, Middelfart og Aalborg – og er åbne for både nye og erfarne sejlere, der vil styrke deres viden og sejlersikkerhed.



